Cecilie Friis Amstrup
Sommeren bringer sol og varme, hvilket er noget, mange mennesker nyder, men som kan være en udfordring for vores firbenede venner. Hundenes evne til at regulere kropstemperaturen er langt mere begrænset end menneskets, og derfor er de særligt udsatte i høje temperaturer.
Ifølge Hanne Friis, chefdyrlæge hos AniCura Danmark, ser man hvert år tilfælde af hunde, der har fået hedeslag, solskoldninger eller forbrændte poter:
– Generelt oplever vi, at mange hunde har svært ved at håndtere varmen, da de ikke er udstyret med svedkirtler på samme måde som mennesker, hvilket gør det vanskeligere at regulere kropstemperaturen hos de firbenede, forklarede hun sidste år til hunden.dk.
Hedeslag udgør en alvorlig risiko
Allerede ved 20-25 grader kan hunde få hedeslag, og det kan være livstruende, hvis man ikke handler hurtigt. Symptomerne kan blandt andet være høj kropstemperatur, intens halsen, mørkerøde slimhinder, desorientering, opkast, kramper og i værste fald bevidstløshed.
– Hedeslag er en alvorlig og potentielt livstruende situation, som opstår, når hunden ikke er i stand til at skille sig af med overskydende varme. Derfor er det altafgørende, at hunde altid kan finde skygge, ligesom det også er vigtigt med adgang til koldt vand, hvilket vi blandt andet anbefaler, at man også har med, når man er på farten, lød det fra Hanne Friis.
Chefdyrlæge Mogens Brix Koldkjær fra Agrias digitale dyrlægerådgivning tilføjer i en artikel hos hunden.dk, at hunde afgiver varme primært gennem munden og kun i begrænset omfang gennem slimhinder og trædepuder. Derfor kan intensiv fysisk aktivitet i varmen være direkte farligt:
– Kombinationen af høj aktivitet og høje temperaturer kan være direkte farlig for din hund, advarede han sidste år.
Vigtige forholdsregler i sommervarmen
For at forebygge overophedning og hedeslag bør du kun gå tur med din hund tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvor temperaturen er lavere. Undgå at lade hunden opholde sig længe i direkte sol, og sørg altid for, at der er rigeligt med frisk vand til rådighed.
Hvis din hund viser tegn på hedeslag, bør du straks flytte den i skyggen, tilbyde den vand, køle den med tempereret vand og kontakte dyrlægen med det samme.
Pas på solskoldning og varme poter
Solens stråler kan også give skader på huden især hos hunde med lys eller sparsom pels. Solskoldning viser sig blandt andet som rødme, tørre øreflipper, hårtab og sår.
– Nogle hunde bliver lettere solskoldede end andre. Det gælder særligt hunde med lys pels og hunde med meget lidt eller ingen pels, forklarede Hanne Friis og anbefaler, at man påfører solcreme, der er egnet til hunde, på udsatte områder som snude, ører og mave.
Asfalt og fliser kan blive så varme, at de forårsager forbrændinger på poterne. En god tommelfingerregel er at teste underlaget med hånden i fem sekunder. Hvis det for varmt for dig, er det også for varmt for din hunds poter, og du kan risikere, at den får brandskader.
Aktivitet og leg med omtanke
Selv om hunde har brug for aktivering, bør man tænke kreativt, når det er varmt.
– Mange hunde er vilde med at lege i vand, så et badebassin kan være en aktivitet, der samtidig holder dem kølige, sagde Mogens Brix Koldkjær.
Dyrenes Beskyttelse anbefaler ligeledes, at man undgår aktiviteter midt på dagen og i stedet tilbyder hunden et soppebassin, skygge og kølige snacks.
– En anden mulighed er at blande hundens foder med vand og fryse det til is i passende blokke, som både kan være en hyggelig aktivitet for hunden, men også køle den, når den slikker på isen, lød det fra Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse sidste år til hunden.dk.
En tryg og sikker sommer
Sommervarmen kræver omtanke, når man har hund. Med adgang til skygge, frisk vand, rolige aktiviteter og opmærksomhed på tegn på overophedning, kan du sikre, at din hund også får en god sommer.
Som Mogens Brix Koldkjær understregede:
– Det afhænger af race, pelsens farve og tykkelse, hundens alder og dens generelle helbredstilstand. Det er alt sammen faktorer, du skal tage med i betragtning, hvis hunden skal opholde sig udendørs på en varm dag.