Overskuddet fra loppeting gav pote

06-08-2019 08:56

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Ægteparret Lisbeth og Jens Steensgaard fra Holstebro har fra en stand i loppe-supermarkedet Kirppu solgt nogle af de ting i hjemmet, som de ikke brugte mere. For overskuddet har de købt en hund, der giver liv i hjemmet og hjælper til at stresse af

Copyright Hunden.dk
Privatfoto
Nyheden fortsætter efter annoncen

Lisbeth og Jens Steensgaard fra Holstebro er nogle af dem, der sparer op ved at sælge ud af de ting, som de ikke selv bruger mere. For to år siden bookede de en stand i loppesupermarkedet Kirppu på Lundholmvej i Holstebro, hvorfra de kunne sælge deres ting. Og overskuddet herfra skulle gå til opsparingen til en hund.

 

Når det hele betaler sig
Det var ikke tilfældigt, at målet var at kunne købe den helt rigtige hund. Parret ønskede at få en hund, der kunne skabe mere liv og glæde i hverdagen. En glæde, som materielle ting ikke kunne give Lisbeth, der lider af PTSD – posttraumatisk stress.

At have Rosa ved min side betyder, at jeg møder nye mennesker, og det er rigtig dejligt. Vi taler med dem, vi møder, men kun i det omfang som min tilstand tillader det. Rosa er en helt fantastisk hund. Hun er som en social magnet, der giver mig dét, jeg har brug for og kan klare, siger Lisbeth Steensgaard.

Standen hos Kirppu var effektiv. Allerede efter seks måneder kunne de købe Rosa, der hurtigt blev en stor støtte for Lisbeth i hverdagen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Klar, parat – sælg
Varerne på parrets stand stammer fra deres eget hjem, men også fra ting, de har fundet på loppemarkeder. Efterhånden er der gået sport i, hvem der sælger flest ting på Kirppu-standen. Når Lisbeth og Jens Steensgaard sætter nye varer til salg, vædder de om, hvem af dem, der får solgt flest ting først. Den, der sælger mindst, får en helt særlig tjans i hjemmet.  

Det er super sjovt med lidt konkurrence. Taberen af væddemålet skal stå for aftensmaden. Desværre lykkes det oftest for min mand at få solgt alle hans ting først, og så er det jo mig, der må i gang med aftensmaden, smiler Lisbeth Steensgaard.

 

Bæredygtig tankegang
Lisbeth Steensgaard har købt ting på loppemarkeder og har været stor fan af genbrugstanken, siden hun var lille. Hun nyder stadig at gå på loppejagt for at finde nye ting med sjæl og historie.

Det betyder rigtig meget, at vi har kunne spare op til Rosa på en bæredygtig måde. Jeg har altid selv gået i genbrugsbutikker. Det er helt fantastisk, at man kan gøre sig nogle gode loppefund. På den måde får tingene liv et andet sted i stedet for at blive smidt ud. Det er synd, når folk smider ting ud, der ikke fejler noget, siger Lisbeth Steensgaard.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout