Ny stor hundesag i Østjylland

24-11-2016 09:07

Kasper Larsson

For mindre end to uger siden blev 25 labradorer reddet fra en kummerlig tilværelse i Nordsjælland. Nu ryster en ny stor hundesag Dyrenes Beskyttelse
Copyright Hunden.dk
Endnu en stor hundesag ryster Dyrenes Beskyttelse. På under to uger er 51 hunde blevet fjernet fra deres ejere. (Foto: Youtube.com)

12 hunde var døde, eller blev aflivet på stedet, mens 14 er bragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Brande. Der efterlyses nu handling fra myndighederne. Tirsdag den 22. november tog Dyrenes Beskyttelse imod 14 hunde, der levede et forfærdeligt liv på en adresse I Østjylland. Politiet var tilstede på adressen, som faktisk husede 26 hunde, hvoraf en hvalp var død ved politiets ankomst. Betjentene på stedet tilkaldte en dyrlæge, der efterfølgende vurderede, at det var nødvendigt at aflive 11 af de 26 hunde. – To store hundesager, i alt 51 hunde, på under 14 dage er helt uhørt. Vi kender ikke nøjagtigt forholdene, de har levet under i den nye sag, men vi hører, de har gået rundt i deres egen afføring uden mad og drikke. Når politiet og dyrlægen har valgt at aflive 11 hunde på stedet, så har det været rigtig slemt. Det er noget, vi sjældent ser, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse. Kritiske uger De overlevende hunde er blevet bragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Brande, hvor de bliver passet, plejet og modtager behandling. – Vi har modtaget hunde af forskellige racer og alder, som ser meget skidt ud. De er meget tynde, dehydrerede og generelt i en dårlig forfatning. De lader heller ikke til at være vant til mennesker. De er meget bange og reagerer kraftigt på lyde, siger Kent Karlsen, internatsleder på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande. – Lige nu kan vi ikke sige, om de alle klarer den. Vi har dem under observation og behandling, og så vil de kommende dage vise, om de klarer den, siger Kent Karlsen. Myndighederne skal være deres ansvar bevidst Som ved sagen i Nordsjælland, har Dyrenes Beskyttelse også denne gang mistanke om, at dyrene er avlet med henblik på profit. – Det er jo helt grotesk og uforståeligt, at sådan noget gang på gang får lov til at ske i et samfund som vores. Private personer, som for profittens skyld avler hunde uden hensyn til dyrenes ve og vel, mens myndighederne først griber ind, når det er for sent. Desværre ser vi det ofte i sociale sager, hvor hundeavl bliver en indkomstvej for udsatte mennesker, siger Britta Riis. Dyrenes Beskyttelse håber på, at samarbejdet med myndighederne bliver forbedret. – Det er et samfundsproblem, og myndighederne skal gribe ind før, det kommer ud af kontrol. Politiet skal opprioritere området, og der skal være bedre dialog mellem dem og sociale myndigheder. Derudover bør Fødevarestyrelsen være bedre til at føre kontrol med de store hundehold, så vi undgår, at sagerne kommer så langt ud, som vi desværre ser meget af, siger Britta Riis. Ved et hundehold på mere end fire voksne hunde, skal dette anmeldes til kommunen, ligesom det skal anmeldes, hvis man ønsker at drive kennel. Ifølge loven skal en dyrlæge tilse kennelen med fire årlige besøg. Kilde: Dyrenes Beskyttelse

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout