På Norges Veterinærhøjskoles hjemmeside kan man læse om Randi I. Krontveits PhD-projekt.

Randi I. Krontveit har undersøgt forekomsten af HD hos fire racer og set på, hvilke faktorer i hundenes opvækst, der kan indvirke på forekomsten af HD. HD er en genetisk betinget sygdom, som hunde ikke er født med, men som genetiskdisponerede hvalpe kan udvikle i forskellige grader. Graden af sygdom påvirker, hvornår hundene får symptomer – og hvor længe hundene lever. I undersøgelsen deltog 500 hunde af racerne newfoundland, labrador, leonberger og irsk ulvehund. Deres vækst og opvækstmiljø blev registreret via spørgeskemaer, som opdrætter og ejer har besvaret samt via dyrlægeundersøgelser. Hurtig vækst ikke så farligt Baseret på tidligere studier har hurtig vækst og høj kropsvægt været anset som disponerende faktorer for HD, men Randi I. Krontveits undersøgelse viste, at hurtig vækst og høj kropsvægt det første leveår ikke gav øget risiko for HD. Faktisk var det racen, som voksede senest – nemlig newfoundland – der havde undersøgelsens højeste forekomst af HD (36%). Racen med den hurtigste vækst, irsk ulvehund, havde den laveste forekomst (10%) Gunstigt med moderat motion Hvalpe født om foråret eller sommeren og hvalp fra opdrættere, som bor på landet havde reduceret risiko for HD. Adgang til daglig motion i f.eks. parker op til tre måneders alderen reducerede risikoen, mens daglig brug af trapper i samme periode øgede risikoen. Det ser således ud til, at daglig motion i moderat grad frem til tre måneders alderen er gunstigt ift. forebyggelse af HD. Hundene blev fulgt frem til ti års alderen via årlige spørgeskemaer. Hunde med stærk grad af HD blev aflivet tidligere end hunde med mildere grad. Dette gjorde sig særligt gældende hos newfoundland og leonberger, hvorimod HD ikke havde så markant indvirkning på levetiden. Varieret motion gennem livet var positivt for hundene, og de, som motionerede dagligt både med og uden snor i forskelligt terræn, var symptomfri længere end mere inaktive hunde. Kilde: nvh.no