Mette Skov-Jensen og Rinnie Ilsøe
Hundesporten canicross får stadig flere udøvere i Danmark. Og i sommer valfartede over 1000 deltagere til Viborg for at være med i K9 Biathlon for alle ved Nordic Lake Festival.
Den voksende interesse for løb med hund kaster nu et afgangsprojekt af sig hos Center for Dyreterapi i Hirtshals, hvor hundeadfærdsinstruktør Mette Skov-Jensen fra Viborg er ved at færdiggøre sin efteruddannelse som dyreadfærdskonsulent.
"Jeg var selv tilskuer til de forrygende dage, hvor K9 Biathlon for alle indtog Viborg, og her blev jeg nysgerrig efter at vide mere om, hvorvidt den fysiske udfoldelse smitter af på hundens adfærd i andre sammenhænge," fortæller Mette Skov-Jensen.
En snak med formanden for den midtjyske forening Runningpaws.dk har skubbet yderligere til nysgerrigheden.
"Jeg er blevet præsenteret for nogle fortællinger om hunde, der ændrer adfærd, når ejer begynder at dyrke canicross. Der kan være tale om tilfældigheder, men observationerne er interessante."
Den kommende dyreadfærdskonsulent søger derfor nu hundeejere, der dyrker canicross og/eller K9 Biathlon, og som har lyst til at besvare en række skriftlige spørgsmål om hundens adfærd før og efter, at ejer og hund er begyndt på aktiviteten.
Men lige så vigtigt efterlyser Mette Skov-Jensen også hundeejere, der går til lydighedstræning og ligeledes vil svare på spørgsmål om hundens adfærd.
"Jeg har brug for en kontrolgruppe, der laver anden fysisk aktivitet med hunden, så jeg har mulighed for at vurdere, om niveauet af fysisk aktivitet er afgørende, eller det ’bare’ handler om det generelle niveau af stimulering. Så jeg håber, at der også er mange, der træner lydighed med hunden, som har lyst til at svare på mit spørgeskema."
Har du lyst til at hjælpe Mette Skov-Jensen med undersøgelsen, kan du gøre det her.