Kære Uma,
Du forlod mig forandret for evigt.
Jeg mødte dig for snart 11 år siden, da du kun var nogle få uger gammel. Jeg havde drømt om min egen hund i mange år, og nu skulle det endelig være. Jeg opdagede, at du fandtes via ”Den blå avis”, og jeg mærkede i hele min krop, at det skulle være dig. Jeg vidste ikke så meget om hunde og racer på det tidspunkt. Jeg har haft hunde det meste af mit liv, men jeg havde ikke fordybet mig i racer, træning, adfærd m.m. Hunde havde blot været en naturlig del af min opvækst.
Jeg hentede dig, da du var 8 uger gammel, og jeg glædede mig som et lille barn. Jeg havde ikke haft en hund i nogle år, og jeg mærkede en dyb længsel efter at have hunde og dyr i mit liv igen. Du var den sødeste lille pelstrold. Mit hjerte gik nærmest i stå over, hvor lækker du var. Tænk nu var du min. Vi skulle være sammen for evigt. Da du kom ind i mit liv, havde jeg det svært. Min læge sagde jeg havde insomnia. Når jeg havde det værst, sov jeg kun op til 5-6 timer på en uge, og jeg kunne ikke falde til ro. Det føltes som en konstant stresstilstand, jeg ikke kunne komme ud af, og jeg var ved at være desperat. Du hjalp mig med at falde til ro. Din ubetingede kærlighed og din indre ro var healende for mig. Om natten lå du tæt ved min side, og jeg kunne sove igen. Jeg elskede dig med det samme, og du fulgte mig overalt. Du ville bare gerne være med mig, og fortalte mig mange gange om dagen, at du elskede mig. Du var den nemmeste og skønneste lille hund at følges med rundt i byen. Du hvilede i dig selv, og havde det nemt med andre hunde, mennesker, lyde og alt muligt andet, som er en del af vores menneskeverden. Det føltes som om, at du ikke var bange for noget. Verden var et nemt sted for dig at være. Så længe du var med mig, så var du glad og tilfreds, og jeg havde det på samme måde. Så længe du var ved min side, var jeg glad. Tak Uma du var min evige støtte.
Jeg ville gerne træne sammen med dig. Jeg købte alverdens hundebøger, og vi startede på træningshold. Her var jeg noget mere udfordret. Du havde tilsyneladende ikke samme interesse for træningen, som jeg havde. Du ville hellere sole dig, spise mælkebøtter og lege med de andre hunde, end du ville træne med mig. Jeg gjorde mit bedste for at fange din opmærksomhed, og jeg tror, at du syntes, jeg var en tand for meget. Det var nærmest som om, at du bad mig om at slappe lidt af. Du var meget klog, og du lærte hurtigt en masse tricks og øvelser, men du gad kun få gange, og så var det slut – uanset hvor meget jeg hoppede og dansede. For at være helt ærlig, så var du ikke den nemmeste træningshund for en begynder som mig. Vi startede også på to forskellige instruktøruddannelser sammen, og vi fandt efterhånden hinanden mere og mere i træningen. Jeg begyndte at forstå, hvordan jeg bedst trænede sammen med dig, hvad du syntes var sjovt, og hvad der motiverede dig, og vigtigst af alt – at slutte mens du syntes, at det var sjovt. Du lærte mig en masse om motivation og psykologien bag. Du lærte mig, at hundetræning handler om meget mere end at lære diverse øvelser. Det handler først og fremmest om, at lære at forstå sin hund, og hvordan vi også påvirker hunden. Det var dig, som startede hele min hundetrænings karriere. Det var dig, som tændte gnisten i mig. Tak min elskede Uma, jeg er dig evigt taknemlig.
Du lærte mig alt.
Vores relation blev hele tiden stærkere og stærkere. Jeg begyndte at forstå dig på en ny måde. På et tidspunkt fornemmede jeg, at der var noget galt. Du kunne virke nedstemt, og på flere af vores gåture ”hang” du langt bagefter. Da du var omkring 2 år gammel fik du konstateret løse knæ og gigt i leddene. Jeg følte det, som om at livet blev suget ud af mig. Vi gik til alverdens dyrlæger og eksperter, men ingen kunne ”fikse” det. Jeg besluttede at pensionere dig fra træningen i en alt for ung alder. På det tidspunkt var vi i gang med vores anden instruktøruddannelse, vi løb agility, konkurrerede lidt i rally og trænede LP lydighed. Jeg fik meget dårlig samvittighed over alt det, jeg havde lavet med dig, og jeg forstod nu, hvorfor du havde svært ved at holde gejsten i længere tid. Du havde smerter. Undskyld Uma at jeg forstod alt for sent.
Du var blevet glad for at træne, så vi stoppede ikke alt træning. Vi hyggede os en lille smule med tricks m.m., men alle ambitioner om konkurrencer og titler blev lagt på hylden. Det var her at Kiddo, min første border collie, kom ind i vores liv. Kiddo var kun 8 uger gammel, da jeg hentede hende fra Holland. Du var den bedste storsøster for hende. Kiddo var nærmest din diametrale modsætning. Hun havde svært ved at være i verden. Hun var bange for andre hunde, lyde, nye steder og meget mere. Hun var meget sensitiv, men til gengæld elskede hun at træne og var let at motivere i træningen. Du hjalp Kiddo på gåturene og i hverdagen, så hun blev mere afslappet, og du legede med hende, når vi var hjemme. Jeg er sikker på at Kiddo elskede dig meget højt. Du blev hendes bedste ven, støtte og læremester, ligesom du var min.
Du var ufattelig stærk, og du var en ”fighter”. Selv om du fik massage, kiropraktik og alverdens behandlinger, så ved jeg, at du havde smerter. Hvis vi skulle gå længere gåture, blev du båret det sidste stykke, når kroppen sagde fra. Alligevel var du altid glad og kærlig og ville være med til alt. Din empati var enorm, og du var ekstra sød ved hvalpe, børn og mennesker med særlige behov. Du søgte dem nærmest. Det var som om, at du hjalp dem og healede, hvis de havde brug for det.
Din race fornægtede sig dog ikke. Du kunne gø vældigt højt og længe, hvis du fik lov til det. I haven kunne du gø af egern, naboen hunds og hver gang vi fik gæster. Du kunne drive mig til vanvid. Du gøede ikke for at skræmme væk. Tvært om. Du gøede mest af alt af begejstring, når du følte dig overset, når du gerne ville have mad eller godbidder, eller når du syntes, at de andre hunde ikke opførte sig ordenligt. Du blev derfor udnævnt til ”cheftræner” på hundefodboldhold, som vi i ”Just Be Dog” lavede for sjovt i forbindelse med vores nye uddannelse. Det var dig, som bestemte, eller det syntes du i hvert fald selv at det var. Og jeg forstod dig. Du fortjente din plads som cheftræner. Du fortjente hele verden min sødeste lille ræv, der blot ønskede at være ved min side og være med.
Jeg troede, at du ville blive 16år, men jeg tog fejl. Den sidste tid tog jeg dig for givet, og det smerter mig i dag. Jeg ville ønske, jeg har brugt mere tid med kun dig, men jeg var sikker på, at vi havde mange år tilbage sammen. De sidste uger af dit liv, begyndte du at tisse i længere tid og ofte. Det var som om, at du ikke kunne komme af med urinen. Du kom til dyrlægen hvor du blev tjekket, og du fik taget prøver af din urin. Du tog det hele, som den stjerne du er. Fik godbidder og viste dine charmerende tricks i venteværelset. Du virkede glad. Vi tog derfra ubekymret. Både dyrlægen og jeg var sikker på, at det enten var blærebetændelse eller i værste fald en galdesten. Prøverne viste dog noget andet. De fandt ingenting. Du fejlede ”intet”. Alligevel blev din konstante tisselyst ved. Det virkede som om, at du havde svært ved at komme af med urinen, og vi bookede en ny tid hos dyrlægen.
Aftenen inden vores aftale hos dyrlægen, fik du det skidt. Du havde ondt, og kunne ikke komme af med urinen. Vi kørte akut afsted til dyrlægen, og du fik tømt din blære, der nærmest var ved at sprænge. Du fik taget flere prøver, røntgen, ultralyd m.m. Resultatet var igen, at du ikke fejlede noget. Alt var tilsyneladende fint - du kunne bare ikke tisse. Jeg havde det som om, at min liv braste. Et sted inde i mig vidste, at det var slut. Jeg fik dig hjem, men jeg følte, at det var på lånt tid. Samme aften kom du afsted igen, og denne gang til et større dyrehospital. Du fik tømt blæren for natten, og jeg fik dig igen med hjem. Det var måske var din sidste nat, og jeg ville være sammen med dig. Vi skulle komme igen på dyrehospitalet dagen efter, hvor du skulle gennem en større kikkertundersøgelse. Du var meget træt på det tidspunkt. Du var den sødeste lille hund, og du logrede og gik gladelig med dyrlægerne hver gang. Jeg har ingen ord for, hvor fantastisk jeg syntes du er. Om morgen inden kikkertundersøgelse gik vi en meget kort tur. Du kunne stadig ikke tisse, men du smilede og var taknemlig for solen og turen. Til sidst gik du hen til mig, stillede dig mellem mine ben. Det betød at du gerne ville bæres. Jeg bar dig hen til bilen, og satte dig i din kurv på forsædet ved siden af mig, hvor du altid sad, når vi kørte i bil sammen. Utallige ture har du siddet ved siden af mig i bilen. Denne gang kiggede du på mig med trætte øjne, og det var som om, at du sagde, at du ikke ville mere nu. Du sagde farvel. Jeg gav dig et kys, og fortalte dig hvor meget jeg elskede dig. Du sørgede, som altid, for at fortælle mig, at du også elskede mig.
Vi kørte den sidste tur sammen til dyrehospitalet. Jeg afleverede dig med tårer i øjnene og en klump i halsen med at spinkelt håb om, at de kunne hjælpe dig. At det ikke var farvel. At jeg kunne få flere år sammen med dig. Du gik igen frivilligt og med logrende hale afsted med dyrlægen. Det var sidste gang jeg så dig gå. Jeg glemmer det aldrig min lille ræv. Efter du var blevet undersøgt, fortalte dyrlægen mig, at de aldrig havde set det før, men din lukkemuskel var hård som sten. I stedet for at den var blevet slap med alderen, var den i stedet blevet hård. De kunne intet gøre, og du ville ikke selv kunne komme af med urinen. Dyrlægen sagde, at det kunne tyde på at din krop har været på overarbejde i lang tid. Da jeg hørte det, vidste jeg det godt. Du havde haft smerter hele dit liv, og du var en ”fighter” ligesom din krop. Din krop havde kæmpet til det sidste, men måtte give op til sidst. Du blev ikke vækket af narkosen, så jeg sagde farvel til dig, der på bordet, mens du fik det sidste stik af dyrlægen. Jeg kyssede dig, holdt om dig og fortalte dig, at jeg elsker dig. Du vil være i mit hjerte for evigt.
Jeg var heldig at få 10 år og 9 måneder sammen med dig, som jeg er dig evigt taknemlige for. Alligevel føltes det, som om det ikke var nok. Jeg savner dig hver eneste dag, og jeg håbede, du ville blive 16år.
Jeg mistede dig i sidste måned, og jeg kæmper stadig med at forstå det. Du kæmpede hele dit liv, og du fortalte mig, da det var slut og du ikke kunne mere. Selvfølgelig lyttede jeg. Du fortjener det bedste, og du skulle ikke lide mere.
Du har ikke vundet store mesterskaber, men jeg ville ikke være den hundetræner eller det menneske jeg er i dag, hvis det ikke havde været for dig. Du er min verdensmester, der forandrede mit liv for evigt. Du gav mig alt. Jeg takker dig af hele mit hjerte for at give mig så meget kærlighed, være min bedste ven, min læremester og en konstant påmindelse om, hvorfor jeg har dedikeret mit liv til hunde og træning. En kærlighed og et bånd som ikke kan måles med noget andet.
Vi har modtaget en lille reportage fra Marianne Haagen, der var i Amsterdam med andre ejere af gammel dansk hønsehund. Reportagen fortæller både om flotte resultater og et noget forvirrende arrangement
I slutningen af denne måned er der igen sommercamp i Viborg, hvor man blandt andet kan blive undervist i forskellige sportsgrene af store internationale navne
Denne uges læserfotos byder på sne, sne og mere sne. Der er dog nogle regler, man skal huske, når sneen endelig falder. En af dem er, at man ikke skal spise af den gule sne. Lad os håbe, den bagerste af disse to chihuahua huskede det. Billedet er taget af Mette Marie Micas Pedersen
Hvorfor skulle man dog tage på hundeudstilling, hvis man ikke er udstiller eller måske ikke har hund? Det får du her 10 grunde til
Et engelsk lovforslag vil forbyde udlejere af boliger at kræve, at lejere ikke har kæledyr. Mange frygter dog, at det vil få udlejere til at hæve huslejen
Korrekt forebyggelse kan mindske risikoen for sygdom hos din hund. Derfor er det en god ide, med jævne mellemrum, at tage hunden med til sundhedseftersyn hos dyrlægen
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
Alle hunde skal på et eller andet tidspunkt forbi dyrlægen, og det er ikke alle, der synes, det er en fest. På Hundeklinikken i København gør de noget ved dyrlægeangst med deres helt specielle tilgang til hundene
Nogle mennesker lever længe. Andre lever stort. Enid Bak Rasmussen gjorde begge dele – og hun gjorde det med en energi og vilje, som de fleste kun kan drømme om, selv når de halvtreds år yngre forsøger at følge med. Hun sov stille ind efter kort tids sygdom, 102 år gammel, men stille har hendes liv aldrig været. Det har været fyldt med poter, hove, pels, fart, handlekraft og kærlighed, og hun efterlader et tomrum, der vil mærkes langt ud over Mariager Fjord
Weekendens internationale udstilling i Fredericia bød på masser af håb for fremtiden, da de yngste årgange indtog de røde tæpper. Find babyer, hvalpe og junior-vinderne fra weekendens storering her.
I det næste nummer af HUNDEN giver Sanne Ammitzbøll sine bedste råd til hverdagen med den unge jagthund, så du får både en velfungerende familiehund og en dygtig jagtmakker.
Min bedste ven døde lige foran mig. På det, der skulle have været de sidste fem minutter af en ellers dejlig gåtur med logrende hale og hundeleg, faldt hun pludselig om på stranden.
Stendød.
Se billederne fra de placerede veteraner, samt opdrætsklasser i storering i Fredericia her.
I det næste nummer af HUNDEN bliver der taget hul på en spændende temaserie om hundesport for familiehunde, og vi lægger ud med en af de ældste og mest fundamentale discipliner: Lydighedsprøver (LP).
De dygtige juniorhandlere var i ringen både lørdag og søndag, og de første point til årets juniorhandler er dermed allerede fordelt. Se billederne af vinderne fra årets første udstilling her.
