Bjarke Kirkegaard Nielsen
Washington State University har undersøgt en gruppe nye førsteårsstuderende, der havde kæledyr derhjemme.
Undersøgelsen havde til formål at finde ud af, hvor mange af disse, der oplevede separationsangst fra deres kæledyr.
Forskerne fandt frem til, at hele 75 procent af denne gruppe studerende havde separationsangst fra deres kæledyr, og 25 procent af disse svarede, at de havde moderate til alvorlige symptomer.
Der var en overvægt af studerende med separationsangst, som havde et næsten venneagtigt forhold til deres kæledyr, hvor de blandt andet sov i samme rum som kæledyret.
En anden gruppe af studerende, der var overrepræsenteret, var studerende med hund.
– Det er vigtigt for os at fortælle de studerende, der oplever denne separationsangst, at de ikke er alene, siger Alexa Carr, der er hovedforfatter på studiet til Sciencedaily.com.
Forskerne undersøgte de studerende, før de startede på universitetet og igen to uger inde i første semester. De studerende besvarede spørgsmål om deres mentale helbred, deres forhold til deres kæledyr og om det at skulle forlade et kæledyr.
I studiet blev underliggende mentale problemer også undersøgt, men selv efter disse var taget ud af undersøgelsen, var der stærke separationsproblemer for de studerende.
– Vores resultater indikerer, at dette er et problem for mange studerende, og at det er noget, der bør tages seriøst af uddannelsesinstitutionerne, siger Alexa Carr.