Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vi er blevet bedre til at passe på vores hunde. Derfor kan en hvalp også se frem til et væsentligt længere liv i dag, end hvalpe kunne for år tilbage. Vi ser i dag hunden mere som en del af familien end tidligere, og det betyder også, at vi er mere tilbøjelige til at poste penge i at kurere hunden for en sygdom.
Når også dyrlægerne er blevet bedre til at kurere sygdomme hos hundene, betyder det, at vores firbenede venner lever længere liv end tidligere.
Det betyder selvfølgelig også, at der er flere gamle hunde i dag, og alderdommen hos hunde er noget, man bør værdsætte som ejer. Faktisk oplever mange, at de knytter sig dybere til hunden, når den er blevet gammel.
Det tættere bånd opstår, fordi hund og mennesker kender hinanden rigtig godt på det tidspunkt, og det føles som om hundens personlighed vokser i alderdommen.
Der er stor forskel på, hvornår hunde træder over tærsklen til alderdommen. Tidligere sagde man, at et hundeår var lig med syv menneskeår, men det er en meget forsimplet tolkning af virkeligheden.
De store hunde er de, der tidligst går i alderdom. Hos dem starter senioralderen omkring 5-6 år, mens de mindre hunde først mærker alderen trykke, når de er 8-9 år. Det skriver Netdyredoktor.dk.
Herunder kan du se et skema, der viser hvor gamle hunde er i menneskeår, når man kigger på både alder og vægt.