Hundenes kamp om København

21-09-2022 08:43

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Danskerne er vilde med sport. Og danskerne er vilde med hunde. Så når Dansk Kennel Klub kombinerer de to og i weekenden den 24. og 25. september inviterer til "Kampen om København" set fra hundeperspektiv, gælder det om at holde halen lige på bagdelen; For her kan du opleve ikke færre end 3.200 af Danmarks smukkeste - og dygtigste – hunde

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Flere end 3.200 hunde har sat hinanden – og deres ejere – stævne i Ballerup i weekenden den 24. og 25. september. De kommer alle sammen; de små og de store, de tykke og de tynde, de pelsede og de nøgne, de hurtige og de langsomme. Hundene altså. Og alle dukker de op med et formål for øje – at dyrke deres yndlingssport. Sammen og imod hinanden.

For der er mere end bare ære og værdighed på spil inden for hundesport; Der er også rosetter, pokaler og ikke mindst titler og prale-ret. Og i weekenden gælder det kampen om Københavnsvinder-titlen for de flotte udstillingshunde.

 

En hund til hele familien

Man kan ikke købe en hund på en hundeudstilling, men man kan blive meget klogere på, hvad det er for et lille pelset kræ, man selv eller børnene er på vej til at forelske sig hovedkulds i.

”En hundeudstilling en virkelig god lejlighed til at lære de forskellige racer at kende og få en snak med de mennesker, som kender racerne bedst. Det giver en større sikkerhed for, at man får valgt en hund, som passer til hele familien,” fortæller adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub Lise Lotte Christensen.

Selv om hundeudstillinger nærmest er at sammenligne med en skønhedskonkurrence for hunde, er det vigtigste ved valg af hund ikke, hvordan den ser ud, men hvordan den er – og hvordan det, den er skabt til, passer til dig og din familie.

”Det er en klassisk brøler, at man køber hund efter udseendet og ikke har sat sig ind i »brugsanvisningen«. De enkelte racer ser ikke kun meget forskellige ud - de er også vidt forskellige indvendigt. For at hjælpe danskerne til at træffe et trygt og klogt valg, når de skal have hund, Dansk Kennel Klub skabt hjemmesiden købhund.dk, hvor man kan læse mere om racerne og få vejledning til valg af både race og opdrætter,” fortæller Lise Lotte Christensen.

 

Lydige hunde

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke kun hundens skønhed, der hyldes i den kommende weekend. Hundens – og ikke mindst førerens – evner sættes også på en prøve. Både lørdag og søndag kan man opleve hundene være aktive i konkurrencer inden for lydighed og rally lydighed. Og da Danmark har flere internationale topekvipager, kan vi almindelige hundeejere - som kan have svært nok ved at få vores hund til at gå pænt i snor - lade os imponere over et fantastisk hund og fører-samarbejde.

 

KOM OG VIS DIN HUND

Hundeejere, som ikke i forvejen har tilmeldt sig til udstillingen i Ballerup, kan komme og få deres hund bedømt begge dage fra kl. 11.00 udendørs.

Det er en uofficiel bedømmelse, og resultatet registreres ikke i Dansk Kennel Klub, men du får en god snak med dommeren og en roset med hjem.

Alle racer – med og uden stambog – bedømmes.

Hunden skal være fyldt 3 måneder. Husk at medbringe hundens vaccinationspapirer.

Forhåndstilmelding er ikke nødvendig.

 

 

 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout