Bjarke Kirkegaard Nielsen
Et simpelt forsøg. Schweiziske forskere har taget 27 hunde og lært dem at føre et menneske hen til tre kasser. I den ene kasse var der pølser, den anden kiks, mens den tredje var tom. Hundene fik derefter en af to kvindelige fører.
Den ene af disse skulle samarbejde med hundene og give dem den godbid, der lå i kassen, som hundene gik hen til.
Den anden kvinde skulle selv beholde godbidden.
Hundene fik at vide, at de skulle vise ejeren en kasse med mad, og det var her, flere af hundene valgte at lyve for kvinden i den anden ende af snoren.
Hundene havde intet problem med at vise den samarbejdende kvinde, hvor der var mad, mens de var noget mere tilbøjelige til at vise den anden kvinde hen til den tomme kasse.
Da hundene fik til opgave at vise den modarbejdende kvinde hen til maden, nægtede de ganske enkelt at vise hende kassen med pølser, da hun jo så bare ville tage pølserne, som var hundenes favoritsnack.
To hunde var specielt snedige. Hver eneste gang bragte de den samarbejdende kvinde til pølserne, mens de aldrig førte kvinden, der modarbejdede dem, samme sted hen.
– Forsøget forløb over to dage, og begge dage var hundene bedre til at føre den samarbejdende kvinde til pølserne end den modarbejdende. Faktisk viste det sig, at den tendens blev større, des længere vi kom i forsøget, skrives der i resultatet fra forsøget, som er offentliggjort i Animal cognition.
På den baggrund konkluderer forskerne, at hunde faktisk er i stand til at lyve, når det er til deres eget bedste.
