Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nogle gange kan det være voldsomt irriterende, når hunden ødelægger ens nattesøvn med dens øredøvende gøen. Men for ægteparret Anette og Torben Haugaard fra Videbæk er det helt anderledes. De kan nemlig takke deres hunds nattegøen for, at de er levende i dag. Det skriver TV Midtvest på deres hjemmeside.
Klokken var to natten til tirsdag, da hunden Bosse pludselig gøede kraftigt. Det gør den nogle gange, hvis en ræv går forbi udenfor.
Anette Haugaard vågnede ved larmen og ville tænde natlampen. Den ville ikke tænde. Hun gik over til vinduet, og så et skarpt orange lys. Der var ild i deres 100 m2 store garage. Hun fik vækket manden, som løb ud og reddede hundene, mens Anette ringede 112.
Garagen brændte ned, men ægteparret takker hunden Bosse for, at det ikke gik værre.
– Hvis ikke han havde givet alarm, så var hele huset brændt ned. Måske havde vi ikke været her. Man kan sige, at han har reddet vores liv, siger Torben Haugaard til TV Midtvest.
Anette Haugaard udtrykker over for tv-stationen, at hun er helt enig i sin mands udlægning.
– Jeg er dybt taknemmelig. Man kan nogle gange blive irriteret over, at en hund vækker en om natten, men jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis han ikke havde gøet så kraftigt. Jeg kan se, hvor tæt flammerne har været på de andre bygninger.
Læs den fulde historie hos TV Midtvest, hvor der også er billeder og video.