Cecilie Friis Amstrup
Dag to af DKK’s internationale udstilling i Fredericia bød på endnu en spændende juniorhandlingkonkurrence. Efter en intens finale i Store ring var det Amalie Grønborg med sin samojedehund Ellie, der kunne løfte trofæet som dagens vinder. Amalie, der i går blev nummer to, formåede at vende placeringen til sin fordel og tage førstepladsen i dag.
Efter sejren strålede Amalie af glæde:
– Jeg kunne mærke, at Ellie havde masser af energi, så jeg fokuserede på at holde roen og guide hende bedst muligt. Det var vigtigt for mig at lade hende være sig selv og vise hendes naturlige bevægelser, fortalte hun.
En udfordrende konkurrence
Dagens dommer, Camilla Gothen, stod over for en svær opgave med at finde vinderen blandt de mange talentfulde juniorhandlere: – Det har været en utrolig spændende dag. Niveauet var meget højt, og det var en udfordring at vælge de fire finalister. Det, der afgjorde det for mig, var Amalies evne til at udnytte ringen optimalt og skabe en flot helhed med sin hund, sagde hun.
Dommeren lagde også vægt på et vigtigt aspekt af handling: – Jeg ser gerne, at handlerne har det sjovt i ringen sammen med deres hunde. Når de går derind og nyder øjeblikket, kan man virkelig se forskellen, forklarede hun.
Næste mål: Europaudstillingen
Med dagens sejr har Amalie Grønborg endnu et trofæ til samlingen, men hun hviler ikke på laurbærrene. Hun har allerede næste konkurrence i sigte: – Mit næste store mål er at deltage i europaudstillingen (EDS), hvor vi vil give vores bedste, sagde hun med et smil.