Kasper Larsson
Forskningen viser, at den hidtidige teori om ulvens domesticering som en enkeltstående begivenhed kan afskrives. – Det ser ud til, at urmennesker uafhængigt af hinanden når til den samme konklusion i hver sin del af verden, siger Laurent Frantz fra Oxford University til Videnskab.dk. Ulv blev hund De første ulvehunde har været uvurderlige partnere for vores forfædre, mens de levede som jægere og samlere for mere end 15.000 år siden. Med ulvehundenes overlegne sanser har de bistået mennesket i jagt og i beskyttelsen af lejren. Samtidig har ulvehundene nydt godt af sikkerheden og en mere stabil fødekæde. Domesticeringen af ulven introducerede også ideen om, at makkerskaber mellem dyr og mennesker kan eksistere, og banede på den måde vejen for de senere domesticerede dyrearter så som grise, heste, kvæg og geder. Fossilt DNA – et nyt værktøj Hunde udfører i dag flere af de samme opgaver som datidens ulvehunde. Det er derfor heller ikke underligt, at spørgsmålet om hundens oprindelse har så stor interesse. Der har været megen uenighed om, præcist hvor og hvornår ulven blev domesticeret – om det var i Europa eller Asien. Dog er forskere kommet et skridt nærmere en konklusion via et nyt værktøj – fossilt DNA. De nye resultater tegner således et mere nuanceret billede af hundens oprindelse og afslører både Europa og Asien som mulige oprindelsessteder. Et blik tilbage i tiden Via fossilt DNA kan forskere se tilbage i tiden og kortlægge, hvem de første hunde var, og hvor de kom fra. Med DNA fra ældgamle knogler og genomet fra nulevende hunde har forskerne tegnet det hidtil mest udførlige slægtskabstræ for hunde. Kilden er den såkaldte "sten-knogle", som sidder lige bag øret, og er den hårdeste knogle hos pattedyr. Her sidder DNA'et beskyttet mod mikroorganismer og er derfor af utroligt høj kvalitet. Og konklusionen er klar - både Europa og Asien kan være arnesteder for den hund, vi kender i dag. Kilde: Nordjyske.dk/Videnskab.dk
