Kasper Larsson
Som indehaver af en labrador er én ting sikkert. Før eller siden oplever man et par store, våde hundeøjne, der bedende gennemborer ens sjæl, når der fyldes foder i madskålen. Den stakkels hund mener ganske enkelt, at der er for lidt i. Og med god grund: Ny forskning viser, at labradorhunde er mere tilbøjelige til at tigge, og udviser generelt mere interesse i alt, hvad der kan spises. Sådan skriver Livescience.com. Dyrlæge Elanor Raffan, der er hovedforfatter på studiet, fik ideen til undersøgelsen, da hun erfarede en ”overvægt” af overvægtige labradorer på sin klinik. Raffan og kollegaer undersøgte i alt 33 labradorer, hvor de 18 var i god form og de resterende 15 var overvægtige, med et fokus på de gener man forbinder med overvægt. Overraskende resultat Det de fandt var overraskende, for de overvægtige hunde havde større chance for at være bærere af genet POMC. – Genet burde have en slags knap, der kan slukke hundenes sult, men den slukknap virker ikke ordentligt længere, formulerede hun til Livescience.com. Efter den indledende undersøgelse blev 700 hunde undersøgt. Her tegnede der sig et endnu tydeligere billede af labradorens hang til mad. Undersøgelsen viste, at op imod 25% af alle hundene var bærere af genet. En rundspørge blandt ejerne gav yderligere indsigt i, at disse hunde grangiveligt var mere optagede af at skaffe mad, end andre hunde. Desværre er der ikke fundet nogen egentlig kur mod labradorens madglad-gen. Det gamle husråd med mindre mad og mere motion synes indtil videre at være den eneste vej frem. Kilde: Videnskab.dk