Enid Bak Rasmussen er død i en alder af 102 år

13-02-2026 16:10

Thomas Bach Jensen

Nogle mennesker lever længe. Andre lever stort. Enid Bak Rasmussen gjorde begge dele – og hun gjorde det med en energi og vilje, som de fleste kun kan drømme om, selv når de halvtreds år yngre forsøger at følge med. Hun sov stille ind efter kort tids sygdom, 102 år gammel, men stille har hendes liv aldrig været. Det har været fyldt med poter, hove, pels, fart, handlekraft og kærlighed, og hun efterlader et tomrum, der vil mærkes langt ud over Mariager Fjord

 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dyrene først – altid

Hunde, katte og heste var ikke blot hobbyer for Enid. De var hendes liv, hendes passion, og måden, hun oplevede verden på. I årtier var hun en uomgængelig del af både Dansk Varmblods Hingstekåring og Dansk Kennel Klubs udstillinger i Herning, Bornholm mv. Ikke som pynt. Ikke som en diskret tilskuer. Nej, Enid kom for at være med, og det med fuld styrke: Hun blev altid ti år yngre, når hun var i MCH Messecentret Herning. Hun susede gennem hallerne på sin firhjulede el-crosser for at få det hele med. Dog holdt hun særlig øje med puddelringen.

Hun trænede selv sine store racehunde – senest to imponerende storpudler – og hun sætte en stor ære i hundenes trivsel og fremtoning. Hun deltog i mange hundeudstillinger, som indbragte hende rosetter og pokaler. Hun var medlem af DCH og Dansk Politihundeforening, ligesom hun var meget stolt af at være æresmedlem af Dansk Kennel Klub. Mange vil huske hendes storpuddel Luna, der naturligvis deltog i fejringen af Enids 100-års fødselsdag som hendes æresgæst.

I sadlen – helt til hun var 97

Hestene stod hendes hjerte lige så nær, og ridning var ikke blot motion eller fornøjelse – det var frihed og livskvalitet, og hun levede det fuldt ud. På arealerne ved Wiegaarden ved Mariager Fjord red hun daglige ture på sin islænder, og hun deltog aktivt i vikingespillet på Fyrkat. Som 90-årig stoppede hun med at være hesteejer, men stoppede først med at ride som 97-årig, og i årene imellem kørte hun selv fra Hobro til rideklubben i Aars flere gange om ugen for at sidde i sadlen, for følelsen af hestens ryg under sig var noget, hun aldrig ville undvære.
 

Fart, flair – og én politistandsning

Nyheden fortsætter efter annoncen

Enid elskede store biler, og hun elskede fart. Hun kørte mange ture i sin Mercedes – til Herning, til Skagen, til møder, til stævner og hver eneste aften til Rold Gl. Kro, hvor hun nød både mad og socialt samvær. Hun kørte ofte en smule for stærkt, og hun nød det. Skæbnen ville dog, at den eneste gang hun nogensinde blev standset af politiet, var for at køre for langsomt. 101 år gammel, på vej hjem fra Rold Gl. Kro, fik hun øje på politibilen i bakspejlet, tænkte, at hun nok havde kørt lidt for stærkt, sænkede farten… og blev stoppet for at køre for langsomt. Hvis det ikke er en metafor for Enids liv, ved jeg ikke, hvad der er: Hun bremsede først, når andre syntes, hun gik for stærkt, og selv dér var det åbenbart ikke nok.

Hun stoppede først med at køre bil som 101-årig – men med tilladelse til at køre til hun blev 106 år. Hun havde bestemt selv, hvornår hun ville sætte speederen på hold.

Fra taletragt til smartphone

Enid begyndte sit arbejdsliv som 14-årig på en gård, senere blev hun en del af Jysk Telefon og startede ved landcentralen i Astrup, hvor opkald blev forbundet manuelt. Hun oplevede udviklingen fra vægtelefoner med taletragt og lytterør til drejeskivetelefoner og videre til mobiltelefoner og smartphones – og hun fulgte med, altid nysgerrig, altid klar til at lære nyt, og aldrig villig til at lade tiden løbe fra sig. Faktisk brugte hun flittigt sin iPhone16 helt til det sidste, og hun kunne stadig finde rundt i alle apps, beskeder og opkald.

Enid Bak Rasmussen levede og overlevede igennem sin elskede hund, som holdt hende i gang og ved rigtig godt selskab. Den 2-årige Allie var hendes bedste ven og værn mod ensomhed.

Æret være Enids minde.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout