Bjarke Kirkegaard Nielsen
Netop nu er det sæson for hugorme i Danmark. Det skal man som hundeejer være opmærksom på, og det viser sig faktisk, at hunde har en meget større risiko for at dø af et slangebid end katte har.
I Australien står den østlige brune slange (Pseudonaja textilis) for 76 procent af slangebid mod kæledyr om året. Af disse kæledyr viser det sig, at 66 procent af de katte, der bliver bidt af slangen, overlever, mens det samme kun gør sig gældende for 31 procent af hundene.
Det er en meget stor forskel, som forskere fra University of Queensland nu har undersøgt. Forskerne, der blandt andet talte professor Bryan Fry, undersøgte gift fra den østlige brune slange og gift fra ti andre slanger, der findes rundt om i verden.
Når et kæledyr dør af et slangebid, skyldes det oftest, at den gift, slangen sprøjter ind, gør kæledyrets blod dårligere til at størkne. Derfor bløder dyret til døde.
Netop blodstørkningen er en af de største grunde til, at der er flere hunde, der dør af slangebid end katte.
Det viste sig nemlig, at giften fra samtlige slanger reagerede hurtigere på hundens plasma end på kattens og menneskets.
Dette indikerer, at hunden hurtigere end katten og mennesket vil komme ind i stadiet, hvor blodet ikke størkner.
Kliniske undersøgelser og erfaringer viser også, at hunde hurtigere reagerer og får symptomer på et slangebid end katte.
Men det er ikke kun blodets evne til at størkne, der gør hunde mere udsatte ved slangebid end katte. Faktisk har hundenes adfærd også en del at sige.
For mens en kat undersøger fremmede ting med poterne, så stikker hunden gerne snuden og munden ned til det, og da der findes mange flere blodkar i dette område, bliver et bid her også mere alvorligt.
Derudover er hunde, ifølge forskerne, også mere aktive end katte, og det er skidt, når det handler om slangebid. For her skal man jo gerne forholde sig i ro, så blodet ikke pumpes så hurtigt rundt i kroppen.