Er du ikke allerede ”bidt af hund” – og ønsker du heller ikke at blive det - rådes du til at holde dig langt væk fra området omkring Vejen Idrætscenter i den kommende weekend. Risikoen for, at du bliver bidt af hundesport er nemlig forhøjet til det urimelige lørdag den 20. og søndag den 21. juni. Indrømmet: Vi er nogle, der frivilligt er ”gået helt i hundene”, og for rigtig mange mennesker betyder det, at hundene i højere grad end nogensinde indgår som ligeværdige familiemedlemmer – og det kommer til udtryk i, at vi er stolte af at vise ”vores afkom” frem. Så når Dansk Kennel Klub afholder dobbelt international hundeudstilling i Vejen den 20. og 21. juni 2015 er det med deltagelse af flere end 6.000 hunde fordelt på 240 forskellige racer – men også fra flere end 23 forskellige lande. Nåeh, den er sød – og sjælden En hund er blevet et livsstils-valg, og selv om danskernes mest udbredte hunderace, labrador retriever, også er en af de racer, som er mest talrigt repræsenteret på Dansk Kennel Klubs udstillinger, er der også rig mulighed for at opleve racer, hvis navne de fleste aldrig har hørt om. Hvad med f.eks. en polski owczarek podhalanski, en chodsky pes eller en barbet? Vælg race med hjernen – ikke kun hjertet Går du med overvejelser omkring at anskaffe dig en hund, er Dansk Kennel Klubs udstilling en god lejlighed til at lære de forskellige racer at kende og få en snak med de mennesker, som kender racen. Man kan godt nok ikke købe en hund på en hundeudstilling, men man kan blive pokkers meget klogere på, hvad det er for et lille pelset kræ, man selv eller børnene er på vej til at forelske sig hovedkulds i. ”Det giver en større sikkerhed for, at man får valgt en race, som passer til hele familien,” fortæller kommunikationsmedarbejder Anne Orholt, som tilføjer, at selv om en hundeudstilling vel nærmest er at sammenligne med en skønhedskonkurrence for hunde, er det vigtigste ved valg af hund ikke, hvordan den ser ud, men hvordan den er – og hvordan det, den er skabt til, passer til dig og din familie. ”Det er en klassisk brøler, at man køber hund efter udseendet og ikke har sat sig ind i »brugsanvisningen«. De enkelte racer ser ikke kun meget forskellige ud - de er også vidt forskellige indvendigt.” Kom og vis din hund Har du allerede ladet hunden gå dig i blodet, men har du aldrig haft mod på at tilmelde den til en udstilling, har du nu chancen for at prøve det på egen – og hundens – krop, uden at der går konkurrence i det. I Vejen får du nemlig mulighed for at komme og vise din egen hund frem for en autoriseret hundedommer, der vurderer hundens racespecifikke egenskaber – og hvem ved, måske går der en Best In Show rundt hjemme i din have uden at du ved det..? Alle venlige og lovlige hunde – også blandingshunde er velkomne, dog skal den være ældre end 3 måneder og behørigt vaccineret. Dansende og arbejdende hunde I forbindelse med udstillingen bliver der også mulighed for at se hundene i arbejde – både lørdag og søndag kan man opleve hundene være aktive i konkurrencer, lørdag kan man se hundene danse i Heelwork To Music, og søndag gælder det Rally-lydighed. Her kan vi almindelige hundeejere, som kan have svært nok ved at få vore hund til at gå pænt i snor, godt lade os blive imponeret over et fantastisk samarbejde mellem hund og fører. Endnu en advarsel skal derfor lyde: Deres samarbejde og engagement kan kun smitte af og invitere til endnu mere til at gå i hundene. Så tør du ”lade dig bide”? Du burde ikke lade være – for hundelivet er skønt! Udstillingens adresse: Vejen Idrætscenter, Petersmindevej 1, 6600 Vejen. NB: Udstillingen foregår udendørs. Indgangen åbner kl. 07.45, og bedømmelserne starter kl. 09.00 begge dage. Voksne: kr. 60,- pr. dag. Børn: 6-12 år: kr. 10,- pr. dag. Børn under 6 år: gratis Familiebillet: kr. 120,- (gælder for 2 voksne + op til 3 børn). Entré for gæstehund: kr. 30,-
Korrekt forebyggelse kan mindske risikoen for sygdom hos din hund. Derfor er det en god ide, med jævne mellemrum, at tage hunden med til sundhedseftersyn hos dyrlægen
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
En 58 årig kvinde fra Ribe er sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven. Politiet fandt over 50 voksne hunde under meget ringe forhold, hvilket har ført til flere aflivninger og en omfattende efterforskning.
Vinteren kan være hård for hundens poter. Kulde, fugt, is og særligt vejsalt giver udfordringer, der kræver ekstra opmærksomhed. Med den rette pleje kan du hjælpe hunden sikkert gennem årets koldeste måneder.
2025 er startet koldt og hvidt, og det betyder, at vi skal være ekstra opmærksomme på, hvordan kulden påvirker vores hunde og tilpasse gåturen, så de ikke fryser.
For Mille Marie er hundene ikke bare et supplement, men selve livet. Her fortæller hun om hverdagen med sine alsidige racer, der både mestrer rollen som udstillingsstjerner, sportspartnere og kærlige besøgshunde. En fortælling om, at hundeverdenen er for alle, og at en hund er meget mere end dens udseende.
Hvis sneen begynder at dale, kan nogle hundeejere opleve at hunden spiser af sneen – og det kan give dårlig mave. Vi ser nærmere på hvad der sker
Rygterne siger, at kulden snart rammer Danmark igen. Hvordan er det nu lige med at lufte hund i kulde
Alle hunde skal på et eller andet tidspunkt forbi dyrlægen, og det er ikke alle, der synes, det er en fest. På Hundeklinikken i København gør de noget ved dyrlægeangst med deres helt specielle tilgang til hundene
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?