Astrid Gerd Holtet
Søvn styrker indlæringen hos mennesker fordi den hjælper med at få lagret nye minder i hjernen – vi husker altså ting lidt bedre efter at vi har sovet. Nye resultater fra en europæisk forskergrupper peger på, at det samme måske gælder for vores hunde.
Forskerne har undersøgt hundes evne til at huske nye kommandoer. Deres resultater tyder på at søvn, efter at hunde har lært noget nyt, forbedrer deres indlæring på den lange bane. Forskerne opdelte et hold hunde i to grupper. Den første gruppe hunde lærte en ny kommando, fik så fri og trænede ikke mere inden de faldt i søvn. En anden gruppe trænede den samme kommando, men fik en ekstra øvelse bagefter, inden de fik lov til at sove. Forskerne så at den første gruppe huskede øvelsen bedre, da de blev testet igen en uge senere, end gruppe nummer to. Deres konklusion var, at alt tyder på, at søvnen hos hunde, ligesom hos mennesker, fremmer lagring af nye minder, så de huskes bedre på længere sigt.
Lærer man sin hund for mange nye ting på én dag, kan det være at man hæmmer dens indlæring. Lader man den derimod sove i stedet for, kan det måske fremme effekten af træningen. Skal din hund lære noget nyt og svært, tyder forskernes resultater altså på, at det kan være en fordel at tænke søvnen ind i træningsprogrammet.
Kilde: Kis, A. et al. The interrelated effect of sleep and learning in dogs (Canis familiaris); an EEG and behavioural study. Sci. Rep. 7, 41873; doi: 10.1038/srep41873 (2017).
/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge og underviser på veterinærsygeplejerskeuddannelsen