Bjarke Kirkegaard Nielsen
Klokken 14.00 byder speaker Klaus Andersen velkommen i Store ring og de yngste juniorhandlere præsenteres en for en, mens de løber ind med hver deres flotte hund. Resten af eftermiddagen er afsat til at finde dagens flotteste hunde og bedste handlere.
Omkring klokken 17.15 har alle hunde været gennem bedømmelsen i Store ring, og 17.30 står alle gruppevinderne klar til at komme ind til finaleshowet, som kaldes Best in Show. Her skal udstillingens bedste hund kåres.
Sådan er det hver gang, DKK byder til udstilling, og sådan var det naturligvis også i Roskilde både fredag, lørdag og søndag, og hver dag blev finaleshowet noget helt særligt.
Endelig sejr i Danmark
Fredag stod den på nordisk udstilling, hvor der er mulighed for at vinde nordiske certifikater og på sigt blive nordisk udstillingschampion.
Dagen var præget af kulde og en ordentlig byge, der med ét farvede himlen sort som den sorteste newfoundlænder.
Da klokken rundede 17.30 havde solen taget nogen magt over himlen, og de flotte hunde kunne promenere i Store ring med en solstråle som spotlight.
Vinderen blev den norske kerry blue terrier, Shyloch Statement, med Helge Kvivesen i den anden ende af snoren.
– Han har allerede vundet meget. Sidste år vandt han årets hund i Norge, han er blevet BIS i Sverige og han har også været verdensvinder. Men det er første gang, han vinder BIS i Danmark, så det var på tide, lød det efterfølgende fra en glad Helge Kvivesen.
Weekenden skulle i det hele taget blive ret god for både Helge og Shyloch Statement, da de endte i BIS-finalen alle tre dage. Sejren blev dog ikke gentaget.
Arbejdende svensk veteran
Lørdag var der igen fest i Store ring, da dagens vindere skulle vises frem. Både lørdag og søndag stod på internationale udstillinger, og man må i den grad sige, at udstillingerne var internationale.
I alt deltog 6.305 hunde fra 25 forskellige lande. Blandt dem, der havde rejst langt for at komme til Danmark, var deltagere fra Aserbajdsjan, USA og Argentina. Ingen af disse var dog repræsenteret i den endelige finale, som blev vundet af den svenske veteranhund, Theo.
Theo er en berner sennenhund, ejet af Cinzia Lundgren, og han havde tidligere på dagen vundet dagens bedste veteran. Derfor var det også en usædvanlig stolt Cinzia, HUNDEN talte med efterfølgende.
– Theo er veteran og han er stadig aktiv i det svenske hjemmeværn, så det er virkelig fedt, at han også kan tage en BIS her i Roskilde. Han har ikke vundet BIS veteran før. Han har ikke vundet BIS 1 før, så det er meget nyt og meget overvældende, grinte hun, inden hun inviterede Theo på pizza.
Søndag blev dansk
Mens vores nordiske naboer havde taget grådigt for sig af BIS-retterne både fredag og lørdag, blev søndagen for alvor dansk. Da BIS-feltet var barberet ned til de fire, der skulle på podiet, var både fredagens og lørdagens vindere med i feltet. De blev dog henholdsvis nummer tre og fire, hvorfor den endelige finale stod mellem to danske hunde.
Det var samojedhunden, Cabaka’s Danger Zone, ført af juniorhandler Camille Marie Saugmann Ørbæk og den irske setter, Remorker Something To Talk About, ført af Camilla Strüwing.
Sidstnævnte vandt finalen, og en stolt Camille Strüwing havde efterfølgende svært ved at holde tårerne tilbage.
– Jeg prøvede det på Bornholm sidste år, og jeg er bare så glad for at få lov at prøve det igen, lød det efterfølgende fra den glade vinder, der i virkeligheden kunne fejre flere sejre:
– Jeg har en veninde på besøg fra Australien, og hun vandt juniorhandling både lørdag og søndag med min tæve, så det er bare så fantastisk, jublede hun.