Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Aalborgensiske hundeejere har fået et nyt sted at dyrke livet med deres firbenede venner. I Fyensgade har centeret "Hundeeventyr" slået dørene op, og tanken bag er at skabe rammer, der rækker ud over traditionel lydighedstræning. Stedet er tænkt som et trygt fristed, der forener faciliteter som træningshal og miljørum med kropsbehandlinger og fællesskab.
Bag det nye center står Heidi Nielsen. Med en bred faglig palette som både hundemassør, ernæringsterapeut, kraniosakralterapeut, instruktør og coach, har hun længe savnet et sted, der favner bredt, og hvor faglighed kan gå hånd i hånd med ro og nærvær.
Plads til at være sig selv
For Heidi Nielsen er det afgørende, at Hundeeventyr skiller sig ud fra mængden af træningspladser ved at nedtone fokus på præstation.
”Jeg har ønsket at skabe et sted, hvor hunde ikke bare skal præstere, men kan få lov til at være dem, de er. Et sted, hvor ejere kan trække vejret ned i maven, føle sig velkomne og samtidig få viden, støtte og gode oplevelser sammen med deres hund,” fortæller hun.
Hun oplever ofte samvittighedsfulde hundeejere, der føler pres eller usikkerhed i hverdagen. Centeret skal være et sted, hvor de kan "lande blødt" og få skuldrene ned.
Tilgodeser hele hunden
Centerets faciliteter er indrettet til at imødekomme mange forskellige behov hos hunden. Udover en indendørs træningshal og dedikerede behandlingsrum, rummer centeret et særligt "miljørum". Dette fungerer som en slags legeplads for hundens udvikling, designet til sanseaktivering og trygge oplevelser med forskellige underlag og genstande.
Hvad: Nyt hundecenter med fokus på trivsel, relation og sundhed.
Faciliteter: Indendørs træningshal, miljørum til sanseaktivering samt behandlingsrum.
Tilbud: Træningshold, kropsbehandlinger, sparring og selvbetjent adgang til faciliteter.
Adresse: Fyensgade 28A (baghuset), 9000 Aalborg.
Web: hundeeventyr.dk
Tilbuddene er alsidige og spænder fra små, nærværende træningsforløb og fysiske behandlinger til individuel sparring omkring hverdagens udfordringer. Som en særlig mulighed tilbyder Hundeeventyr også selvbetjent adgang til træningshal og miljørum for både private hundeejere og fagfolk, der mangler indendørs faciliteter.
Ifølge Heidi Nielsen har modtagelsen fra de lokale hundeejere været overvældende positiv, hvilket bestyrker hende i troen på, at der er brug for et sted i Aalborg, hvor glæde og udvikling er i højsædet.