Bjarke Kirkegaard Nielsen
Da min forrige hund, Alfredo, var hvalp, havde han en anden hvalp at lege med. Mange gange tumlede de lystigt rundt i leg, indtil de pludselig en dag stødte sammen. Et uheld, der resulterede i, at min hund blev meget sur og gal på sin førhen så gode ven. De kunne nu ikke være sammen mere.
Nuvel, jeg foreslog da min veninde, som havde Alfredos forrige ven, at vi gik ture sammen, men nu med to mindst meter imellem os, og langsomt forstod min hund, at det måske ikke helt var vennens skyld, at sammenstødet skete, og begge hunde blev igen trygge, og snart tumlede de igen rundt i leg.
Hvorfor nu denne historie?
Fordi jeg forstod, hvor vigtigt det er at prøve at forstå, at hunde også snakker sammen via signaler, og nogle gange skal have tid til tilgivelse.
Så, nu er jeg ved sagens kerne: Hvis man ikke har lyst til at træne på en hundeskole, hvor hundene tit er i snor og længe står det samme sted, og det ikke altid er tilrådeligt at slippe løs, eller det måske er svært at forstå hundenes signaler, eller man måske gerne vil give sin hund en oplevelse med artsfæller, så er her et lykkeligt tilbud:
Tag med på Kreds 10’s hundeskovture. Her kan du øve dig i hundesprog og opleve din hunds glæde ved at ”snakke” med artsfæller, og vi tobenede kan have glæde af at lære andre racer at kende.
Nu er det snart forår. Det dufter derude. Hundene vil elske at blive socialiseret med en baggrund af sol, strand og fællesskab.
Pote og logrende hale fra Alfine og flok.