KLUMME: Nyt Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr

20-10-2020 08:34

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Som sædvanlig bringer vi månedens klumme fra Magasinet HUNDEN. Denne gang er det professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr, Peter Sandøe, der står for klummen

Copyright Hunden.dk
Privatfoto
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hunde og andre familiedyr bliver for langt de flestes vedkommende holdt af mennesker, som nærer stor kærlighed til deres dyr; men kærlighed kan som bekendt gøre blind. På trods af de gode intentioner, ser vi indenfor hundeverdenen f.eks. mange adfærdsproblemer, udbredt fedme og stor forekomst af avlsbetingede sundhedsproblemer. Samtidig mangler der viden om, hvad der skal til for at forebygge problemerne.

Den hidtidige forskning på området har været spredt og har været drevet frem af nogle få ildsjæle. Gennem de seneste godt fem år har situationen dog ændret sig lidt i en positiv retning takket være en række mindre bevillinger fra Videncenter for Dyrevelfærd under Fødevarestyrelsen; og nu får forskningen et kæmpe løft takket være en bevilling til etablering og drift af Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr. Bevillingen kommer fra Skibsreder Per Henriksen, R. og Hustrus Fond.

Bag centret, som begyndte sit virke 1. januar 2020, står syv erfarne forskere fra Københavns og Aarhus Universitet. De tilhører alle den nævnte gruppe af ildsjæle, og de dækker fagområderne adfærdsforskning, ernæringsforskning, genetik, veterinær epidemiologi, sociologi og bioetik.

Det er en afgørende præmis for Centrets virke, at forskningen kvalitetsmæssigt skal være på et internationalt topniveau. Alle væsentlige forskningsresultater skal derfor publiceres i internationale tidsskrifter med fagfællebedømmelse. Efterfølgende er det vigtigt, at der sker en formidling af forskningens resultater til relevante fag- og interessegrupper og til en bredere offentlighed.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I sammenligning med hvad der tilflyder andre forskningsområder, har Centrets forskning stadig ret begrænsede midler, men vi tror alligevel, at vi kan opnå rigtig meget med de midler, vi har. Vi udvælger nogle få centrale projekter, som bliver fuldt finansieret; og ud over det trækker vi i høj grad på den fantastiske arbejdskraft, som udgøres af de mange interesserede dyrlæge-, husdyr- og biologistuderende, som ønsker at afslutte deres studium med et specialeprojekt indenfor familiedyr.

Der har i mange år været et rigtigt godt samarbejde mellem forskere ved Københavns Universitet og Dansk Kennel Klub om specialeprojekter, specielt indenfor hundeopdræt, hvor DKK har bidraget med økonomisk støtte, kontakter, erfaringer og andre ressourcer, og hvor forskerne til gengæld har leveret ny viden af relevans for danske hundeejere. Det er denne model, vi i Centret bygger videre på.

Her er fire eksempler på igangværende forskningsprojekter i regi af Centret, som kunne være af interesse for DKK’s medlemmer: Tre veterinære specialestuderende undersøger forekomsten af den arvelige øjensygdom Stargardt disease hos danske labrador retrievere og ser samtidig på betydningen af blindhed for ældre hundes velfærd. To veterinære specialestuderende undersøger problemer med separationsangst hos hunde, og hvad der skal til for at få ejerne til at gennemføre en effektiv behandling. Med en erfaren post.doc. i spidsen gennemfører vi en sammenlignende undersøgelse af hundelovgivning i en række vestlige lande. Og endelig vil vi i 2021 gennemføre en stor repræsentativ undersøgelse af danskernes hold af og holdninger til familiedyr, herunder hunde.

Vi er i centret interesseret i og afhængige af indspil fra alle med interesse for velfærden hos hunde og andre familiedyr. Så send mig meget gerne jeres ideer på pes@sund.ku.dk

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout