Bjarke Kirkegaard Nielsen
Coronakrisen må i den grad siges at have mange ofre på samvittigheden. En af de lidt mere kuriøse er en gravhund fra Essex i England, der efter sigende har forstuvet halen i ren lykkerus.
Ifølge ejeren Emma Smith har gravhunden Rollo været så glad for, at hele familien har været hjemme hele tiden, at den har logret med halen i en sådan grad, at det har medført en forstuvning.
Familien opdagede, at der var noget galt med Rollos hale, da den pludselig ikke logrede med den mere. Derfor tog de den lille hund til dyrlægen, og her lød diagnosen altså: Forstuvet hale af for megen logren.
Charlotte Reinard, der er dyrlæge ved Universitetshospitalet for familiedyr på Københavns Universitet, er dog ikke helt enig i den diagnose.
– Det kan måske skyldes det, da det også er beskrevet hos hunde, der logrer meget og her går under navnet 'happy tail'. Heldigvis er det noget, der som oftest går i sig selv igen efter et par dage på smertestillende medicin - og måske er det derfor, at dyrlægen vælger at betegne den som forstuvet, fortæller hun til Ekstra Bladet.
Her kan du finde Emma Smiths twitterprofil, hvor hun fortæller om det hele