Cecilie Friis Amstrup
Simone Riisgaard Kristiansen har lagt stærkt fra land i 2025 ved at vinde årets første juniorhandlingkonkurrence hos Dansk Kennel Klub. Efter en intens konkurrence blandt 31 dygtige juniorhandlere kunne hun endnu en gang træde øverst på skamlen.
Efter sejren strålede Simone af glæde:
– Det betyder meget for mig, at forskellige dommere anerkender min handling. Jeg var meget spændt i dag, fordi jeg har set frem til at komme i gang igen. Det var nervepirrende, men samtidig en fantastisk følelse at være tilbage i ringen.
Dommeren roser det høje niveau
Hollandske Daphne van den Brink havde ansvaret for at dømme konkurrencen. Hun har siden kl. 10 vurderet de talentfulde juniorhandlere og fremhæver det generelt høje niveau:
– Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg kan godt lide, at handlerne får god tid i ringen, for det gør dem mere rolige. Niveauet har været utroligt højt, og det har været en meget svær beslutning at finde en vinder.
Dommeren understreger vigtigheden af at bevare et smil, selv efter mange timers bedømmelser, og hun har haft fokus på DKK's princip om at handle med løse liner, hvilket harmonerer med hendes egne værdier.
Små detaljer afgjorde det
I Store ring kulminerede konkurrencen, da dommeren skulle finde sine finalister. Til allersidst stod det mellem Simone Riisgaard Kristiansen og Amalie Grønborg med sin samojede. Det blev dog Simone, der sikrede sig sejren:
– I sidste ende blev det Simone, fordi hun nailede freestacken perfekt. Det var dog ekstremt tæt mellem hende og Amalie, lød det fra den glade, men trætte dommer.
Med denne sejr har Simone Riisgaard Kristiansen endnu en gang cementeret sin position som en af Danmarks dygtigste juniorhandlere. Vi glæder os til at følge hende resten af sæsonen!