Bjarke Kirkegaard Nielsen
Søndag sidst på formiddagen lød der en efterlysning over højttalerne på udstillingen i Vejen. Der blev kaldt efter en læge til Ring 3, hvor welsh corgi blev udstillet.
Det var en af de helt store og mest betydningsfulde personligheder i corgiracen, Erik Faarup, der havde fået et slemt ildebefindende.
Samaritter og medlemmer af DKK’s udstillingsudvalg ilede til Ring 3, hvor også en læge hurtigt stødte til. Erik Faarup sad på en stol ude mellem teltene og fik den hjælp, han behøvede.
Da en ambulance nogle minutter senere trillede ind på udstillingsområdet, var det tydeligt, at det berørte mange mennesker.
Som vi så ofte har skrevet her på siden, så er hundeudstillinger især kendetegnet ved et utroligt sammenhold, og at en af udstillerne havde det så dårligt, at han skulle hentes med ambulance, var et hårdt slag for mange.
I går lagde Erik Faarup så et opslag på Facebook, og han kunne heldigvis fortælle, at han var på benene igen.
- Vi havde et par dejlige dage i godt selskab med mange corgivenner, desværre sluttede søndagen ikke som ønsket, da jeg fik et grimt ildebefinde med diverse følger som endte med, at jeg blev afhentet af ambulancen og kørt til Kolding Sygehus, hvor jeg efterfølgende sidst på dagen kunne tage hjem i god bedring, skriver Erik Faarup i sit opslag, hvor han også gør meget ud af at takke dem, der hjalp.
- Fra start modtog jeg en helt fantastisk og enestående behandling lige fra de to samaritter og DKKs udstillingsudvalgs fantastiske og professionelle håndtering af forløbet og stor tak til Helle og de mange corgivenner, der viste stor omsorg og efterfølgende en stor hjælp med at få vores ting pakket sammen, skriver han.
Til hunden.dk fortæller Erik Faarup, at han har det godt, men at han lige skal igennem nogle prøver.