En velfortjent hæder til Helle

09-02-2020 12:33

Bjarke Kirkegaard Nielsen

En positiv, loyal og arbejdsom kvinde fik lørdag aften overrakt Dansk Kennel Klubs hæderstegn i guld. En hæder som ikke mange får

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Helle Schou Scheffmann har været aktiv i DKK i 30 år, og de sidste otte år har hun været et stort aktiv for udstillingsudvalget. Mange har helt sikkert stiftet bekendtskab med hendes brede smil og vindende væsen, når hun varetager flere opgaver i Store Ring på udstillingerne. 

Lørdag aften fik hun overrakt DKK's hædersbevisning i guld af Wilfred Olsen, som ikke er sen til at fortælle, hvorfor Helle skulle have den fornemme hæder.

- Helle blev indstillet til DKK's hæderstegn i guld for at have været en stor drivkraft i udstillingsudvalget de sidste otte år. Helle er et positivt og loyalt menneske. Hun har også en evne til at løse de små konflikter professionelt og sagligt, så hun er altid god at have ved sin side, når der er konflikter, siger Wilfred Olsen og fortsætter: 

- Helle har været i DKK i 30 år, men det er ikke grunden til, hun får denne hæder. Det er for arbejdsindsatsen og for iveren. Man mærker, at hun elsker at være en del af udstillingerne, og hun har et smittende humør, som er med til at gøre det ekstra dejligt at komme på udstillingerne. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Helle Schou Scheffmann var noget overrasket, da hun lørdag aften modtog den store hæder.

- Jeg er mega beæret og meget stolt over at få denne pris, og det kom faktisk helt bag på mig, at jeg skulle have den. Det betyder rigtig meget for mig, at der bliver sat pris på det arbejde, jeg laver, for jeg elsker virkelig at være med i det her, og det har jeg gjort gennem alle årene, siger hun og indrømmer: 

- Faktisk blev jeg en smule mundlam, da jeg fik prisen. Det var først her til morgen i bilen, det virkelig gik op for mig, og der måtte jeg lige knibe en lille tåre for mig selv. 

Vi ønsker Helle stort tillykke med den fortjente hæder, og vi glæder os til at være sammen med hende på rigtig mange udstillinger fremover. 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout