En mand med en jagthund, som kom gående i den modsatte retning, fik mig til at forlade vandkanten og trækker op i klitterne. Og så skete det! Inden jeg havde set mig om, satte Dee Jay pludselig af og løb ned til stien. Han var helt klart kommet i tanke om den ide, han havde haft hele sommeren igennem, at han skulle jagte køerne inde på marken! Han strøg derfor op ad stien siden af marken med de syv køer – en flok, som bestod af to nybagte mødre med kalve, hvoraf den ene kun var ca. to måneder gammel, og så de tre unge, frække tyre.

Jeg vidste med det samme, hvad han ville.

Heldigvis var mine to andre whippets nogenlunde lydige. Magnus stoppede op, mens jeg kaldte som en gal på Timmi. Gudskelov tøvede han også, og de kom begge tilbage. Men Dee Jay – han sprang lige igennem det elektriske hegn – nul problemer – og nul elektricitet lod det til!

Jeg har ellers holdt hundene fra at gø ad dyrene hele sommeren, mens de i snor spadserede forbi dem. Jeg dinglede en hånd med kiks og snakkede om “kiks!” i høje lokketoner, mens jeg skyndte mig forbi. Det lykkedes faktisk at holde hundene fra at gø, selv om de altid var lidt stresset de dage, hvor dyrene var tæt på os.

Men nu blev Dee Jay indhentet alt dette indestængt gøen og stress og gav dyrene hele armen!
Han rendte frem og tilbage efter først den ene ko, så den anden, og de løb modvilligt hist og her, mens jeg næsten fik hjertestop og kaldte og fløjtede og tænkte, om jeg skulle ringe til politiet, eller Svend derhjemme, eller i det hele taget, hvem jeg kunne ringe til for at hente hjælp med det samme!

Heldigvis kunne jeg dog se, at dyrene efterhånden ikke var særligt bange. Jeg vidste, at de var vant til en fårehund, men fårehunde gør ikke, som en whippet kan.Alligevel virkede det som om, de prøvede at glæde Dee Jay og løbe derhen, han dirigerede dem. Men Dee Jay havde ikke den mindste “fårehundeevne” i sig, så det blev til et virvar af ulykkelige, brune køer og trampende hove og en lille hvid “klat”, som trodsede dem alle og gøede og gøede.

Jeg så ham i fantasien enten blive skudt af politiet eller sparket i hovedet af en af tyrene, som begge var temmelig friske og rørige fyre og ofte generede mødrene med parringslege.
– Eller kalvene dræbt eller skræmt til døden.
– Eller avisartikler om dyrplageri, og hvor mynder bør forbydes i lighed med pitbulls!

Men så kom der lidt ro over det, da Dee Jay fik dem alle sammen klynget sammen i en klump, hvor de overgav sig og stod stille og så ulykkelige ud. Nu var underholdningen stilnet af, så han begyndte at interessere sig mere for alle de hundredvis af vellugtende ko-klatter derinde! Et godt supplement til morgenmaden! Han mæskede sig så meget i møget, at den ene tyr tog nogle skridt frem mod ham for at se, om ikke der var noget godt, som også HAN burde interessere sig for. Det så Dee Jay, og så gøede han een gang og fik tyren til at forstå, at al møget derinde var Dee Jays personlige ejendom, og at han – tyren – skulle holde snuden væk!

Jeg løb nu hen mod et cykelstativ, som jeg kunne binde hundene til. Min største frygt var dog, at hvis jeg bandt de to andre, ville de straks gennemtygge snorene for at komme hen til mig, og så vil jeg have tre løse hunde! Men samtidig kunne jeg måske lokke Dee Jay væk, eftersom jeg ville forsvinde bagom træerne. Normalt følger hundene gerne efter mig, især når de ikke kan se mig. Men ak nej, Dee Jay guffede fortsat af det store tag-selv bord.

En mand kom cyklende i det fjerne – måske han ville holde hundene for mig? For jeg indså, at jeg selv måtte få Dee Jay ud af marken – det var nemlig ikke sikkert, at han ville – eller kunne – løbe gennem det elektriske hegn en gang til. Manden hørte min historie og kiggede skeptisk på Dee Jay – som spiste noget så fredeligt, som var han også en ko – og sagde, at det nok ville tage lidt tid, ville det ikke? Jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne sige, hvor lang tid det vil tage, så svaret var, at han ikke havde tid til sådan noget! Øv!

Så fik jeg øje på en dame, der kom cyklende samme vej. Hun cyklede i sine egne tanker, så hun faldt næsten af, da jeg begyndte at spørge, om ikke hun kunne hjælpe mig. Da jeg forklarede nærmere, var hun straks med på det – hvis hundene altså syntes om, at hun holdt dem.
Jeg blæste på, hvad hundene syntes om det og gav hende straks snorene og sagde, at hun skulle holde godt fast!
Så jeg løb  tilbage til marken, hvor Dee Jay fortsat spiste komøg. Der var sat et trappearrangement op flere steder langs hegnet, for at man kunne klatre over hegnet og klappe dyrene, hvis man turde, men der var langt hen til den første stige. Så jeg måtte løbe et godt stykke for at komme over.
Men da jeg forsvandt ud af syn, begyndte Timmi og Magnus at hyle hjerteskærende. Fik dette mareridt da aldrig ende?!
Så lige da jeg kravlede over trappestigen og ind til køerne, satte Dee Jay i løb væk fra mig og i retning mod Timmi og Magnus. Han vil se, hvad der var sket med vennerne, for det var nemlig ham, der var chef for foretagendet!
Jeg næsten græd af vrede og frustrationer, for nu måtte jeg løbe hele vejen tilbage igen, over trappestigen, rundt om hjørnet, forcere det forbandede tjørnebuskads en gang til, og nu med en mærkelig hoppende gangart, for snoren gik op på den ene sko! – og endelig, så totalt forpustet, at jeg næste faldt besvimet om, kom jeg tilbage til damen. Der stod Dee Jay lige så pænt og sikrede sig, at de to andre var OK. Dernæst løb han som et lille uskyldigt lam hen til mig, og endelig kunne jeg tage ham i snor.
Den venlige dame havde haft det hårdt, for hun havde måtte kæmpe med to ustyrligt glade hunde, så hun havde viklet snorene flere gange rundt om sine håndled. Så under stort besvær fik vi hende befriet igen!
Jeg takkede hende mange gange, og hun var så sød og bare glad for at kunne være til hjælp og blev ved med at snakke om, at “huller i hegnet gør det nemt for en hund at komme ind….”. Men jeg sagde, at det var klart, at der ikke var strøm på, sådan som Dee Jay sprang lige igennem begge gange!

Jeg har selv fået stød for mange år tilbage, og det gjorde forfærdelig ondt. Hvis bare Dee Jay havde fået stød, var han ALDRIG løbet ind på den mark.
Nu ved jeg ikke, om han er tilfreds med den episode, eller om han kunne tænke sig at komme derind og guffe komøg HVER DAG
– så han må blive i snor, indtil vi er kommet forbi marken fra nu af!
HUNDE!!!