Bjarke Kirkegaard Nielsen
Solen er for længst gået ned. I huset ligger alle beboerne under deres varme dyner og sover den sødeste søvn. I stuen ligger familiens hund og drømmer om dejlige kødben og lækre dufte. En lyd fra det ene vindue vækker hunden. Den piler hen mod vinduet, hvor den får øje på et menneske iført elefanthue stå med et koben dybt begravet i vindueskarmen. Hunden puster sig op og gør, så den vækker hele huset. Manden med elefanthuen vælter bagover, inden han forsvinder ud mod horisonten. Husets beboere vågner forskrækket og styrter ned ad trapperne for at finde ud af, at der har været forsøg på indbrud.
Sådan bør det være, når en vagthund opdager en indbrudstyv, men sådan går det ikke altid.
Det måtte en familie i Ugerløse på Sjælland sande, da de torsdag i sidste uge havde indbrud i deres hus.
Klokken 9.50 gjaldede alarmen, hvilket fik alarmselskabet til at rykke ud til boligen. Her fandt vagtmanden, at en dør og et vindue stod åbent.
Hverken dør eller vindue havde været brudt op, og derfor mistænker familien i huset, at det er familiens hund, der har fået åbnet døren og på den måde hjulpet indbrudstyven ind i huset.
Familien mistede en stol i sort læder ved indbruddet.