Hvis ikke vi forstår, hvordan hunden signalerer, så sker der misforståelser. Jeg tror ikke, der hersker tvivl om, at det er vores opgave at sikre hundens tarv, så hvor starter vi? Hunden skal jo også lære at være hund, så vi må finde de gode sociale selskaber til den. Når den møder andre hunde, skal den så selv klare resten, eller skal vi hjælpe til i samværet? Hvis vi har små børn, skal de så selv finde ud af at begå sig ude på den store legeplads, hvor der både er ældre og yngre børn, og hvor alle har forskellige behov/agenda? Hvad gør vi, hvis vores barn trækker sig fra et fællesskab? Guider vi, hvis barnet er tøvende? Hvis vores børn leger for vildt, så ved vi, det kan gå galt, og vi dæmper legen, helst inden at den ene skubber den anden, eller måske overfalder eller mobber ud af fællesskabet. Vi vælger den rigtige legeplads og det rigtige selskab til vores børn. Vi arbejder motiverende og forebyggende med tillid og læring. Jeg tænker, at det ikke er så anderledes med hundene.

Hvad gør hundene?

Der er nøje ritualiserede spilleregler i hundes sociale omgang. At nærme sig, at mødes, at identificere hinanden, at lege, at sætte rang- og dagsordenen, at anerkende andre, at undgå ballade, at dæmpe eller cleare overensstemmelser, at afslutte en kontakt.; alle dele har sine signaler. For at forstå hinanden, så observerer de, hvordan de andre hunde ser ud (kropssprog, mimik, lyd og lugte). De bruger alt hvad de har til at vise, hvad de vil. Ørernes position, øjnenes form, næsens rynker, munden er helt, halvt eller slet ikke åbnet, halen er oppe eller nede, børsterne er måske (ubevidst) rejst, og det påvirker også kroppens bevægelser/vægtfordeling. Men hvis den logrer, er det måske, fordi den glæder sig til at sætte tænderne i den anden. Hvis den viser tænder, er det måske, fordi denne race har en særlig tilbøjelighed til at smile? Hvis den giver pote, er det måske fordi den vil puffe og ikke holde i hånd. Listen er lang af de mange signaler, og der er lige så mange forskellige udtryk, når de vises sammen med andre signaler. Et signal kan ikke stå alene. Det kan være svært for os mennesker, men for hundene er det simpelt.

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Hvad kan vi gøre?

Vi kan også selv bruge nogle af hundene signaler (de dæmpende signaler), så vi i samværet er mere klar, og hunden ikke kommer i tvivl om vores hensigt. Men hvad med den mere mentale del? Hvordan skaber vi tilliden og motivationen? Hvordan kan vi “keep it simple” og være så interessante,  så hunden tilvælger os og fravælger at fare afsted i alle retninger? Jeg tror, det ligger i motivationen og i de energier, som alle taler om, men ingen kan se. Stemmer vores ord og handlinger overens med vores udstråling? Mener vi, hvad vi siger, og har vi de rigtige tilbud til hunden? Har vi motiveret hunden til at vælge os til?

Hvordan vi opfatter hunden, kommer måske også an på, hvad vi selv ønsker af hunden. Har vi ufravigelige forventninger, er vi realistiske, eller er vi tvivlende eller frustrerede? Er det så hunden, som får skylden for at være en dårlig hund, når noget ikke fungerer?  Og hvis den reelt ér dårlig, hvad gør vi så? Kan vi vende situationen om, så det dyr vi har foran os, bliver en ”glad følgesvend”, som vi ikke ønsker at leve foruden? Hjemmet kan nemt blive en battleground, når der ikke er balance i forholdene. Finder vi hundens værdier og grænser, så bliver det lettere at forme det rigtige miljø og rigtige opgaver. Vi får en glad og motiveret hund, som vil arbejde MED, i stedet for at bede den arbejde for noget, den ikke egner sig til. (Vi kender vist også til forældres ønsker og forventninger til deres børns uddannelse, men som barnet desværre ikke evner).

En hélt almindelig hund

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Jeg glæder mig over de mange artikler med hunde og ejere, som i et makkerskab klarer store og krævende opgaver/konkurrencer, men jeg synes også, at det er lige så glædeligt, når en hund ”bare” fungerer i hjemmet uden at have de store specielle træningsopgaver. Jeg tror faktisk, at det er sværere at opnå en afbalanceret hund, når den ikke specialtrænes for at udleve sine racespecifikke opgaver. Det helt almindelige er efterhånden ikke længere så almindeligt, men uanset hvad, så er det os, som sætter rammerne for hundens muligheder, og går det galt, så tager vi en sammenrullet avis og tæsker løs… i hovedet på os selv!

Løsningen er lige foran dig

Teori er én ting, men praksis er ofte noget andet. Træning kan være svær, når der mangler viden, og der er følelser involveret. For nogle år siden overtog jeg ved tilfælde en anden race, som jeg havde ikke haft før. Jeg havde haft lignende racer, men der skulle ”sluges nogle kameler”, ændres mønstre og opfattelser af mange ting, herunder om mig selv og mine vaner før, at jeg nåede et skridt nærmere et mere bevidst og målrettet samarbejde.  Jeg har nu haft flere af denne race (hvid schweizisk hyrdehund), og har i dag igen (overtaget) en meget sensitiv hund, som jeg ikke har kunne finde de helt rette aktiviteter til. Hunden er meget kærlig og hengiven, men træningsmæssigt manglede der noget. Det gjorde mig ked af det, men en trist ejer er ikke ligefrem befordrende for en hund. Hvilke rammer og hvilke aktiviteter ville skabe harmoni for hunden? Hvor var dens styrke? Med meget små skridt måtte jeg føle mig frem for at finde ud det, men en sensitiv hund skal ikke just tilbydes hvad som helst.

En dag faldt 10-øren. Jeg lagde pludselig mærke til, at, når vi var sammen med mennesker med psykiske udfordringer, med helt små børn eller ældre mennesker, så var hunden rolig og nærværende. Hunden virkede selvsikker, når den kunne drage omsorg for dem, som havde brug for det, - nøjagtig som når vi støtter og guider hunden, når den er usikker over noget. Pludselig var hans svage punkt vendt til at være den stærke egenskab, og han beviste, at denne ekstreme sensitivitet også var egenskaben til at forstå de svage. Set i bagklogskabens klare lys er det jo logisk. Hvem forstår bedst en med udfordringer? Det gør den med udfordringer!

Læs også: Når en drøm ændres

I stedet for at hæmme og adfærdsbehandle, hvorfor så ikke finde opgaver, hvor hundens adfærd netop er en fordel? Det er jo i bund og grund derfor vi har fået racerne og deres specialer. Kort sagt, så mener jeg, at den ideelle familiehund har vi lige foran os, uanset hvilken hund, vi har, - også med de problemer, vi synes, der er. Kunsten er at tilbyde hunden de (for hunden) rigtige opgaver, og i mit tilfælde fandt jeg endelig den rigtige hylde til min meget sensitive hund. Princippet (vende svaghed til styrke) har jeg brugt i flere andre tilfælde, og det har virket. En dag i Go’Morgen TV så jeg et indslag med en kvinde, som læser ansigter, og hun brugte udtrykket Human Angel om en person, som er meget sensitiv, og hvor det netop er styrken, at personen ér sensitiv. Dette udtryk vil jeg tillade mig at låne, og vil kalde min hund for en Dog Angel, for han viste sig i den grad som en velovervejet og rolig hund, da han var sammen med mennesker med psykiske udfordringer. Alle var positivt påvirket af det, og jeg var både lettet og lykkelig over at have fundet de rette opgaver til min hund. Nu skal det med stor omtanke og ydmyghed øves mere struktureret, så det bliver en bevidst opgave.