Bjarke Kirkegaard Nielsen
Den er stor som en mindre hest og blid som et lam. Sådan kan man vel sagtens beskrive grand danoisen. Men den er også smuk, fyldt med sjæl og alt i alt en fantastisk race.
Vinderen af BIS-3 i Galaksi Klip og Trim og Cores online hundeudstilling tilhører netop denne race og lever til fulde op til alle positive tillægsord, man kan finde for racen.
Den 4-årige gule tæves fulde navn er Maxidan's All I Want Is You og kaldenavnet er Maggie.
Hun er opdrættet af Winnie Mertz og ejet af Winnie Mertz og Rikke Mathiesen, og hun er en meget rutineret udstillingshund, da hun har været udstillet siden, hun var tre måneder.
Winnie Mertz beskriver hende som en sjov, klog og opfindsom hund, som er højt elsker af sin familie.
Det er ikke kun familien, der elsker hende, det gør dommerne på udstillingerne også, da hendes resultatliste er lang.
– Hun er Dansk og Svensk Champion og HC Andersen vinder 2017. KLUB CHAMPION. Hun er blandt andet blevet BIS 1 og BIS 2 på nogle klubudstillinger, og hun har vundet Gruppe 2 på SKK's Internationale udstilling i Malmø engang, fortæller Winnie Mertz.
At Maggie har gjort det så flot på udstillinger, gør ikke glæden mindre over at have vundet BIS-3 i denne flotte online udstilling.
– Det var rigtig sjovt at være med til denne udstilling, dejligt alternativ til de manglende udstillinger pt. Vi blev meget glade og stolte over en så flot placering i blandt så mange flotte hunde, slår Winnie Mertz fast.
Vi siger stort tillykke med det flotte resultat.