Anne Kristine Tollestrup
Siden 1950’erne har man klippet hjørnetænderne af slædehundene, inden de blev ni måneder gamle. Dette gjorde man for at nedbringe antallet af hundebid samt skadeomfanget heraf. Det er lykkedes den grønlandske embedsdyrlæge i samarbejde med et hold dyrlæger og dyrlægestuderende fra LIFE (Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet) at påvise omfanget af sygdom forårsaget af tandklip. Undersøgelserne viste, at når man i så tidlig en alder klipper hundens hjørnetænder, beskadiger man nervekamrene i tænderne. Det bevirker, at hundene får sygdomme som bl.a. kronisk betændelse og smertefulde tandbylder. Det var på baggrund af denne undersøgelse, at det grønlandske hjemmestyre enstemmigt vedtog en lovændring, der forbyder beskadigelse af hundenes hjørnetænder. Kilde: København Universitet.