Marie Helene Rigård Rohleder
Ane Andersen har haft hund og siddet i kørestol næsten hele sit liv. På trods af at knogleskørheden binder hende til kørestolen, så konkurrerer hun i lydighed og rally med den 2-årige Aqua. Ambitionen er at nå til championklassen i rally og prøve at være med i DM-finalerne.
– Jeg konkurrerer på lige fod med alle andre. Der er ikke noget hensyntagen, og det skal der heller ikke være. Det er perfekt, siger Ane Andersen.
Her er det hundene, der bliver serviceret
I 2014 blev Ane Andersen og hendes gamle golden retriever, Celina, danmarksmester i lydighed klasse tre. Det var en stor oplevelse for Ane Andersen, som til daglig bor på Bornholm. På solskinsøen træner Ane Andersen hundene sammen med sine venner. Hun betegner dem som én stor rally-familie fra Bornholm.
Hundene er kun en hobby for Ane Andersen, og hun har ikke trænet dem til at agere servicehund for hende.
– Her er det hundene, der bliver serviceret. Jeg tænker, at jeg kan sgu godt selv, og derfor ser jeg ikke nogen grund til at træne dem til servicehunde. Jeg synes, at det er sjovere at træne rally og lydighed, siger Ane Andersen.