Kinneff Old Church lå, hvor den havde ligget i næsten tusind år. Den rustikke, massive stenbygning, omgivet af en kirkegård, hvor gravstenene ragede op som løse tænder.

Fra luften så kirken ikke ud af noget særligt, lillebitte som den var, tænkte Valstar Vovemod, mens han betragtede kirken oppe fra ”Julerosen”. Og så øde som den lå, langt ude på landet omgivet af marker på alle sider og tæt på kysten og havet.

Valstar Vovemod tjekkede de koordinater, han havde fået fra julemanden. Koordinaterne og navnet passede sammen, så det måtte jo være den rigtige kirke, endte Valstar Vovemod med at konkludere.

Kinneff var et magisk centrum. Og et stærkt et af slagsen fordi det var så gammelt.

Valstar Vovemod var klar over, at stedet også betød noget særligt for mennesker. Det var der, havde han forstået, hvor de skotske kronregalier havde været gemt i årevis. Den gang englænderne og skotterne sloges sådan rigtigt – fysisk.

For at forhindre, at englændere tilranede sig de skotske kongers krone, scepter og sværd, havde Skotlands kronregalier i en årrække været gemt under gulvet i Kinneff gamle kirke.

Den slags steder, som betød noget særligt for både mennesker og nisser, det var der hvor magien var så kraftig, at den ind i mellem kunne kamme over og blive farlig. Så Valstar Vovemod vidste han måtte være både agtpågivende og forsigtig.

”Julerosen” havde tilbagelagt turen over Nordsøen på få minutter, hun havde virkelig givet sig fuldt ud, det gode skib.

Nu var de her altså, i en lille skotsk flække få hundrede meter fra havet. De var i god tid, kunne Valstar Vovemod med tilfredshed konstatere.

Julemanden havde pointeret, at ”Julerosen” skulle være i Kinneff inden vintersolhverv. Det havde været Valstar Vovemods mission, og den var nu opfyldt, for vintersolhverv var først d. 21. december.

Hvad ”Julerosen” skulle i Kinneff havde Valstar Vovemod til gengæld ingen anelse om. Nisseluftskibskaptajnen var klar over, at det var vigtigt, men hvori – eller hvad – det vigtige var, det vidste han ikke.

Det var typisk julemanden, tænkte Valstar Vovemod med et stænk af irritation. Julemanden fortalte aldrig mere end højest nødvendigt.
Ingen var så fyldt med hemmeligheder som julemanden, og han foretrak i vid udstrækning at holde på hemmelighederne så længe det var muligt.

Det var stadig eftermiddag, så Valstar Vovemod kunne tydeligt se kirken og det omgivende landskab. Lige her afveg det skotske landskab nu ikke så meget fra det danske, tænkte Valstar Vovemod. Til gengæld var kirken, og især kirkegården, meget anderledes end hvad man så i Danmark.

Danske kirker og kirkegårde var, ja, nærmest velfriserede og civiliserede at se på i forhold til den skotske kirkegård, som Valstar Vovemod kiggede ned på.

Kirken under ”Julerosen” var opført i noget, der mindede om kampesten og kirkegården havde et nærmest vildt – i hvert fald vildtvoksende – udseende. Et råt udseende, her var man ikke i tvivl om, at døden herskede, tænkte Valstar Vovemod og gøs.

Pludselig følte nisseluftskibskaptajnen sig meget alene, næsten en lille smule bange. Hvor det kom fra, var han ikke klar over.

Det lå bestemt ikke til Valstar Vovemod at være frygtsom, eller at have noget imod at være alene. Men pludselig havde Valstar Vovemod behov for at tale med nogen. For at høre stemmer, levende stemmer og være en del af et fællesskab.

”Julerosen” lå stille over Kinneff gamle kirke, så Valstar Vovemod kunne med god samvittighed forlade broen og gå ned i kahytten.

Her blev han dog noget skuffet. Kahytten bød hverken på stemmer eller hyggeligt selskab, for hele besætningen snorksov.

Valstar Vovemod sukkede, men besluttede så at lade dem sove. De trængte sikkert til søvn. Ikke mindst den lille, hvide hund efter den ubehagelige oplevelse med at være faldet over bord.

Så Valstar Vovemod vendte tilbage til ”Julerosen”s bro, og forberedte sig på en lang vagt med at holde udkig. Udkig efter noget, som han faktisk ikke vidste hvad var.

Men han måtte være skarp og holde grundigt øje, for tegnet var nok ikke nemt at få øje på, tænkte Valstar Vovemod.

Nisseluftskibskaptajnen satte sig til rette med en pude i ryggen op af skibets mast. Her havde han et glimrende udsyn over Kinneff Kirke og hele kirkegården.

Ret skal være ret.

Det er anstrengende at sejle et flyvende nisseskib, ikke mindst når man hele tiden kan forvente at blive angrebet.
Efter meteor-angrebet var Valstar Vovemod nemlig klar over, at der var en reel risiko for yderligere angreb. Hvilket undrede ham eftersom kun julemanden burde vide, hvilken mission ”Julerosen” og Valstar Vovemod var på.

Valstar Vovemod havde modtaget sine ordrer fra julemanden, da han og ”Julerosen” sejlede julemanden hjem efter besøget hos Tyto i kirketårnet.

Det havde været allerede i november måned, da ingen endnu havde vidst, om det var nu – denne jul - at Azazel ville komme.

Men julemanden havde haft en fornemmelse, så han havde forberedt Valstar Vovemod. De havde også aftalt en kode, så julemanden kunne sende beskeder med sæl- eller kragepost såfremt det blev nødvendigt – uden at sælerne og kragerne vidste hvad der blev talt om.

Valstar Vovemod var klar over, at nogen vidste noget. Det beviste det nylige angreb på ”Julerosen”. Nogen, som intet burde vide om ”Julerosen”s tophemmelige mission.

Tankerne kværnede rundt under nissehuen, og så gik det som det ofte går når man tumler med besværlige tanker – og sidder alene på et nisseskib en december eftermiddag – Valstar Vovemod faldt i søvn.

Nogenlunde samtidig var der imidlertid en anden, der vågnede – Vitus.
Den lille hund strakte sig og rystede sig så, som han altid gjorde efter en lur.

”Hov, hov, pas på, vi er nogen, der prøver at sove” lød Maries stemme fra et sted oppe på Vitus ryg. Vitus, der havde glemt at Marie tilsyneladende havde besluttet sig til at bo på hans ryg, undskyldte høfligt.

Marie gabte, så foldede hun vingerne ud og fløj over i juletræet. Her fandt hun en god gren, og faldt med det samme i søvn igen – hængende i benene og med hovedet nedad, for sådan foretrækker flagermus nu engang at sove.

Vitus gik op på dækket. Han trængte til ro til at tænke det hele igennem. Der havde ikke været meget tid til tanker, og Vitus var faktisk normalt en meget tænksom lille hund.

Logbogen fra julemanden havde gjort indtryk på Vitus. Selvom han stadig ikke forstod hvorfor, at Vigil Vovemod og Lapis var havnet i hans og Williams have.
Men nu forstod han da i det mindste hvad der var på spil.

Det forekom godt nok en anelse uvirkeligt, med et hævngerrigt monster, der ville udrydde alle hunde i verden. Men flyvende nisseskibe forekom også ret uvirkelige – alligevel befandt Vitus sig på sådan et lige nu.

Til sin egen overraskelse var han ikke bange, ikke længere. Havde han måske ikke lige klaret at holde sig fast i rebet under ”Julerosen”, så han ikke var styrtet i døden?

Der var også det med Lapis, og hvor den var. De andre troede åbenbart, at Vitus havde gemt Lapis og sat Vigil Vovemod til at passe på den.

Vitus havde ikke kunnet få sig selv til at fortælle dem, at han ikke anede hvor Lapis var, og at Vigil Vovemod var blevet slugt af Azazel. Han vidste godt, at han selvfølgelig blev nødt til at fortælle sandheden, og besluttede, at han ville gøre det som det første, når alle var vågne og samlet igen.

Det sidste Vitus havde set til Lapis var, at den havde ligget ved egetræet i Williams have. Med lidt held lå den der måske endnu.
Azazel kunne ikke have fået fat i den, for så blev han vel ikke ved med at forfølge dem.

Vitus opdagede at ”Julerosen” ikke sejlede, men bare lå stille, vuggende i luften. Meget forsigtigt kiggede Vitus ud over rælingen.

”Åh, nej, ikke flere kirkegårde” var Vitus´ første tanke, da han så kirken og kirkegården under sig.

Han så dog også noget andet.

Vitus så et stort, flot træ, som stod ved kirkegårdsporten. Et træ, der omgående mindede ham om noget. Vitus skulle tisse. Det flotte træ dernede bad faktisk næsten om at blive tisset op ad.
Problemet var bare, at ”Julerosen” hang i luften 50 meter over jorden. Men når man skal, så skal man – og Vitus skulle.

Vitus så sig spekulativt om på skibsdækket. Han havde jo hørt og set, at det virkede når Valstar Vovemod styrede ”Julerosen”, så hvorfor ikke?

”Julerose, land på jorden. På jorden” sagde Vitus højt og i et bestemt tonefald. ”Øh, altså hvis du, øh, De, har lyst, fru skib, æh, øh, fru Julerose” skyndte han sig så at tilføje.

Og sandelig.
”Julerosen” begyndte langsomt at sænke sig ned mod jorden, for et øjeblik efter at lægge sig til rette på marken, der stødte op til kirkegården.

Vitus var både forbløffet og begejstret, og skyndte sig at hoppe over rælingen. Åh, det var dejligt atter at have solid grund under poterne.

Vitus styrede målrettet mod det store træ, han havde set oppe fra luften. Det er ikke for meget at sige, at det var en fornøjelse for den lille, hvide hund at kunne lette ben op ad træet – han tissede og tissede og tissede.

Da det var klaret følte Vitus sig næsten som en ny hund. Ikke mindst fordi solen i det samme var kommet frem, og fik de ellers noget grå omgivelser til at se helt anderledes indbydende ud.

Ganske vist var det en lidt mat decembersol, og kun de sidste solstrejf inden solen ville gå ned, men sol var det.

Så var der også lige det faktum, at kirkegårdslågen, der, lige ved siden af træet, stod lidt på klem.

Egentlig ville Vitus være gået lige tilbage til ”Julerosen”, men decembersolskin og en låge på klem, jamen, kunne man få en bedre opfordring til at gå på eventyr.

Nysgerrig skubbede Vitus til lågen, og så smuttede han ind på kirkegården. Der måtte jo være et eller andet interessant på den kirkegård, siden det var her ”Julerosen” havde lagt til.

Kirkegårde blev aldrig noget for Vitus, kunne han konstatere. Den skotske kirkegård var endnu mere grå og mørk end den danske, som Vitus lige var kommet fra – og som han bestemt heller ikke havde brudt sig om.

Alligevel var der et eller andet, noget vigtigt, som Vitus ikke helt kunne få hold på, men som drev ham videre. Der var noget han skulle, følte han.

På forsigtige poter – meget forsigtige poter – bevægede Vitus sig gennem kirkegården mod kirken. En bred, let buet grusvej, førte fra lågen hen til kirken, og den vej fulgte Vitus med en pludseligt opstået målbevidsthed.  

Der var noget i kirken, som han skulle, det vidste han lige med et. Vitus anede ikke hvad det var, men han var nødt til at fortsætte, så det gjorde han – fortsatte helt frem til kirken.

Den grå kirke tårnede sig op over den lille, hvide hund, da han stod foran døren til kirken. Men han lod sig ikke stoppe. Undrede sig ikke engang over, at også kirkedøren stod åben. Vitus satte næsen mod kirkedøren, skubbede den lidt mere op og smuttede så indenfor.

Det var som om han havde været der før.
Uden at tøve gik Vitus ind i kirken.

Det første han bemærkede, som var anderledes end hvad man plejer at finde i en kirke, var en underlig glaskasse. Vitus rejste sig på bagbenene og kigge på kopierne af de skotske kongers krone, sværd og scepter, som var udstillet i kirken.

I den lille, hvide hunds øjne var de berømte skotske kronregalier – kopier eller ej – ikke interessante. Det var ikke det, der havde drevet ham ind i kirken.

Vitus kiggede sig omkring. Og fik så øje på noget i gulvet, halvt inde under første række kirkebænke foran prædikestolen. Der manglede en sten i gulvet.

Hvor stenen skulle have ligget, var der et hul med noget grus i.
Ikke bare grus, men grus der lyste en lille smule op, nærmest skinnede, så det var umuligt at overse i den ellers noget dunkle kirke.

Vitus tøvede ikke.

I tre spring var han henne ved hullet i kirkegulvets stensætning. Det var tydeligt at se – i gruset var der et aftryk af en pote.

Vitus strakte venstre forpote frem og placerede den oven i poteaftrykket i det skinnende grus. Vitus` pote passede perfekt i aftrykket.

 

Læs også: Vitus og hundestjernen - 15. December