Linen – en ”sikkerhedssele” Det er smart at lære hvalpen at gå i line af sikkerhedsmæssige årsager, så man for eksempel kan bevæge sig i trafikken med den uden fare for, at den løber ud på vejen og bliver kørt over. De første gange, I giver hvalpen line på, skal I nøjes med at følge den, så linen ikke bliver fuldstændig stram. Når I vil have hvalpen til at følge jer, lokker I den ved at sige dens navn med positiv, lys stemme. Inden længe lærer den derved at følge jer, når den har line på. Verdens impulser Det er jo så uendelig vigtigt, at man sørger for at tilvænne sin hvalp alt muligt; at vænne den til alle de mange indtryk, verden vil møde den med. Fortsæt hvor opdrætteren slap med hensyn til at præsentere hvalpen for hjemmets lyde, synsindtryk, maskiner, børneråb osv. Tag også hvalpen med i byen og gå en tur på strøget, så den møder alle typer af mennesker – store som små. Hvis nogen vil hilse på den, så bed dem sætte sig ned på hug med siden til den og undgå at bøje sig indover den, for det kan virke meget voldsomt. Giv hvalpen mange gode oplevelser, men pres den ikke. Øv almindelig håndtering fra starten En anden ting, der skal fokuseres på helt fra hvalpen er lille, er almindelig håndtering. Hvis den vænnes til at blive rørt overalt helt fra begyndelsen, vil du selv, dyrlæger, dommere mv. ikke få problemer med det senere, fordi hunden så ikke oplever berøring som noget usædvanligt eller ubehageligt. Hvalpen skal også øves i at blive børstet, få tjekket poter og negle. Ligeledes er det vigtigt at vænne den til at få tjekket tænderne – det skal den jo blandt andet have gjort ved dyrlægen og på eventuelle udstillinger, ligesom det er ret vigtigt, at du selv kan åbne munden på den og stikke fingrene ind, hvis noget skulle sætte sig fast i hundens mund. Lær hvalpen få ord Der er tre ord, jeg synes, hvalpen skal lære, inden den kommer til træning, siger Gitte Mejsen Nielsen. - Det ene er dens navn. Husk at det kun skal bruges positivt. Et andet ord er kommandoen ”kom”. Det læres let ved at du sætter dig på hug og gør dig interessant for hvalpen evt. med en godbid, mens du i en glad tone siger kom. De allerfleste hvalpe vil da komme til dig og inden længe forbinde ord og handling. Det tredje ord er ”nej”. Jeg synes, det er et vigtigt ord, fordi du med det kan fortælle hvalpen, at den er i gang med noget, du ikke vil have. Man kan jo ikke bruge lange sætninger til at skælde hunde ud med, for det forstår de ikke. Et nej er så kort, at det kan falde helt præcist i rette sekund, så hunden ikke er i tvivl om, hvad det er man mener. Tager hvalpen f.eks. en sko, siger du straks nej i et bestemt tonefald og tager skoen fra den. I det øjeblik den slipper, roser du den. På den måde lærer den, at nej betyder hold op. Ud at køre Har man bil, skal hvalpen lære at komme med på køreture, fortsætter Gitte Mejsen Nielsen. - Det sikreste er at have den i et bur, en hundesikkerhedssele eller bagest i en stationcar, som har gitter for frem imod sæderne. Sidstnævnte kan også være ret praktisk, hvis hunden er pløret, når I skal hjem. Start med korte køreture og kør et rart sted hen – f.eks. i skoven – så hunden forbinder bilturen med noget positivt. Så vil den lynhurtigt elske at komme med i bilen. Alle hvalpe bider Enhver hvalp bider, og jeg har et godt fif til, hvordan man hurtigt vænner den af med det. Bestem dig for en smertetærskel, du vil finde dig i, og afgiv et skrig, der minder om hundens smerteskrig, når hvalpens tænder når smertetærsklen. Efter nogle dage nedsætter du smertetærsklen, og skriger tidligere. Til sidst skriger du med det samme, når hvalpen tager fat i dig. Skriget er et signal til hvalpen, som den reagerer effektivt på. Skrig er en af måderne, hvalpene regulerer hinanden på, så det er noget, de forstår. Og man ser jo heller aldrig en gennemtygget hvalp, på samme måde som man kan se en gennemtygget hvalpeejers arm! Kilde: Gitte Mejsen Nielsen Læs mere: 19. marts: Velkommen til hvalpen – del 3
Alle hunde skal på et eller andet tidspunkt forbi dyrlægen, og det er ikke alle, der synes, det er en fest. På Hundeklinikken i København gør de noget ved dyrlægeangst med deres helt specielle tilgang til hundene
Korrekt forebyggelse kan mindske risikoen for sygdom hos din hund. Derfor er det en god ide, med jævne mellemrum, at tage hunden med til sundhedseftersyn hos dyrlægen
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
Rosa er ikke blot et kæledyr, men et levende hjælpemiddel, der har givet hendes ejer friheden og meningen med livet tilbage. Den lille Pomeranian gør som psykiatrisk servicehund en verden til forskel i alt fra supermarkedet til nattesøvnen.
Dansk Dobermann Klub byder velkommen til IDC World Championship IGP 2026 i maj måned. Det bliver en weekend fyldt med hundesport på allerhøjeste niveau, hvor publikum kan opleve racens unikke evner og styrke på tætteste hold.
Klubben samlede 40 deltagere til gratis temadag – fuld af faglighed, netværk og inspirerende samtaler om opdræt.
Bananen med sin smukke gule farve indbyder i høj grad til at blive spist. Rå oven på ymer, som tørret snack lørdag aften eller i en banankage. VI elsker banan, men er den også en sund frugt for vores hunde?
Når hunden bliver gammel, sker der en masse ændringer, som har betydning for dens sundhed. Vi har kigget nærmere på ti af de ting, der ændrer sig hos seniorhunden.
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
Halter økonomien eller er dyreholdet vokset dig over hovedet, så kan du i denne og næste uge gratis indlevere dit dyr hos Dyreværnet