Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
I midten af 2025 forlod tre treårige hanhunde deres flok i Kafue National Park i Zambia. De var kuldbrødre og en del af en usædvanligt stor årgang på 19 hvalpe, der alle havde overlevet til voksenalderen.
For unge afrikanske vildhunde er det naturligt på et tidspunkt at forlade den flok, de er født ind i. Arten lever i tætte, samarbejdende familiegrupper, hvor typisk kun det dominerende par yngler. Når unge dyr bryder op, kan de finde ubeslægtede artsfæller, danne nye flokke og på den måde også være med til at forbinde bestande, der ellers lever langt fra hinanden.
De tre brødre blev fulgt ved hjælp af GPS-halsbånd af forskere fra blandt andet Zambian Carnivore Programme. Da forskerne senere gjorde deres bevægelser op, viste det sig, at de havde tilbagelagt 4.126 kilometer på omkring otte måneder. Det er ifølge studiet den længste registrerede spredningsvandring for et afrikansk pattedyr.
Ikke den lige vej
De 4.126 kilometer betyder ikke, at hundene endte mere end 4.000 kilometer fra deres udgangspunkt. Tallet er den samlede rute, GPS-dataene viste, mens deres maksimale afstand i fugleflugt fra udgangspunktet var omkring 419 kilometer. Undervejs bevægede de sig frem og tilbage gennem et landskab med nationalparker, mindre beskyttede områder, veje og steder med betydelig menneskelig aktivitet.
På et tidspunkt bevægede de sig nordpå mod byen Ndola, men vendte om og fulgte næsten deres eget spor omkring 200 kilometer tilbage. Forskerne har tidligere vist, at afrikanske vildhunde ændrer bevægelsesmønster, når de kommer uden for beskyttede områder. Her bevæger de sig hurtigere og mere direkte end inde i deres normale leveområder, tilsyneladende som en måde at komme hurtigt gennem mere risikable landskaber på.
Rejsen gik gennem terræn, hvor de blandt andet måtte krydse floder, veje og Great Rift Valleys skrænter. Til sidst nåede de Luangwa Valley-området i det østlige Zambia, hvor forskerne vurderede, at de havde slået sig ned i et nyt område.
De mødte deres søstre igen
Historien får en næsten usandsynlig drejning undervejs. Omkring to uger før de tre brødre forlod deres familieflok, var fire af deres søstre også draget afsted.
Efter lange og meget forskellige ruter mødtes de to grupper igen den 18. og 19. september 2025 i et ubeskyttet område mellem byerne Kitwe og Ndola. På det tidspunkt havde hunnerne bevæget sig omkring 1.400 kilometer og hannerne omkring 1.200 kilometer. Efter blot en dag skiltes de igen og fortsatte hver sin vej.
Forskerne peger på, at vildhundene har en meget veludviklet evne til at lokalisere hinanden via lugt. Det er en egenskab, der også er vigtig i deres normale flokliv, hvor medlemmerne skal kunne finde hinanden igen uden nødvendigvis at kalde højlydt og dermed tiltrække større konkurrenter som løver og plettede hyæner.
En rejse med store risici
De lange vandringer er ikke bare imponerende. De er også farlige.
Studiet beskriver flere andre grupper, der bevægede sig over meget store afstande, og ikke alle overlevede. En hunhund, der tidligere havde tilbagelagt mere end 2.300 kilometer sammen med sine søstre, blev eksempelvis dræbt i en ståltrådssnare, som sandsynligvis var sat ud til jagt på andre vilde dyr.
Afrikanske vildhunde er truede, og deres tilbageværende levesteder er mange steder blevet opdelt af veje, byer, landbrug og anden menneskelig aktivitet. Derfor er det vigtigt at undersøge, om dyrene stadig kan bevæge sig mellem de områder, hvor der findes levedygtige bestande.
Det nye studie viser, at sådanne forbindelser stadig eksisterer i Zambia. Forskerne dokumenterede bevægelser, der knyttede landets vigtigste vildhundebestande sammen og i nogle tilfælde bragte dyrene tæt på grænserne til flere nabolande.
Men den enorme afstand fortæller samtidig noget om, hvor meget der kræves af dyrene. At en vildhund kan bevæge sig gennem et landskab, betyder ikke nødvendigvis, at den ender med at finde en mage, blive accepteret i en ny flok og faktisk bidrage genetisk til en anden bestand. Forskerne understreger netop forskellen mellem bevægelse og reel forbindelse mellem bestande.
Tre brødres 4.126 kilometer lange rejse er derfor både en historie om en bemærkelsesværdig fysisk præstation og om, hvor afgørende sammenhængende landskaber er for en art, der skal kunne bevæge sig langt for at finde nye muligheder.
Den afrikanske vildhund, Lycaon pictus, er ikke en forvildet tamhund, men en selvstændig art i hundefamilien. Den deler altså evolutionær historie med blandt andet tamhunden, ulven og sjakalerne, men har udviklet sin helt egen levevis.
Som tamhunden er den stærkt social. Afrikanske vildhunde lever i tætte flokke, samarbejder om jagt og hjælper med at opfostre hvalpe. Samtidig kan unge dyr forlade deres familieflok og bevæge sig over enorme afstande for at finde nye artsfæller og danne nye flokke.
Det gør dem særligt interessante, når man ser på, hvor forskelligt medlemmer af hundefamilien har udviklet sig, og hvor stor betydning socialt samarbejde stadig spiller.
