Theo er danskernes bedste ven

02-11-2017 07:02

Dansk Kennel Klub

Theo er en helt særlig hund, der snart får papir på at være danskernes bedste ven og beskytter på fire poter. I denne weekend bliver han hædret for sin indsats og kåret som Årets Politihund på Dansk Kennel Klubs internationale dobbeltudstilling i Messecenter Herning. Men Theo bliver ikke den eneste på fire ben. Flere end 8.600 andre hunde fra hele Europa deltager ved årets sidste og største hundeudstilling 

Copyright Hunden.dk
Ali Honey Dynasty og Imran Durrani ved sidste års udstilling i Herning.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Støt stigende interesse
Hunde, høj musik og højt humør er kodeordene lørdag den 4. og søndag den 5. november, når Dansk Kennel Klub afholder årets afsluttende udstilling i MCH Messecenter Herning.

”Årets sidste hundeudstilling er altid noget særligt, og traditionen tro bliver det lidt af en fest. Humøret er ekstra højt, og i år bliver festen endnu større, for vi bliver flere stadigt flere!” fortæller Wilfred Olsen, der er formand for Dansk Kennel Klubs udstillingsudvalg. Som en af de eneste kennelklubber i verden har Dansk Kennel Klub igennem de seneste år formået at fastholde en støt stigende tilslutning til sine hundeudstillinger.

”Vi danskere er vilde med vores hunde, og det rekordstore antal tilmeldte hunde tyder på, at interessen for vores firbenede venner kun er stigende,” mener Wilfred Olsen.

Skal du have hund?
På en hundeudstilling kan du ikke købe hunde, men med 250 racer samlet i Herning er det et fantastisk sted at blive klogere, hvis du overvejer at købe hund. Det er nemlig altid sjovt at se flere hunde af samme race på en gang, du kan få en snak med ejerne om fordele og ulemper ved netop den race og bedre danne sig et billede af, om det er en hund, der passer ind i dit liv.

Nyheden fortsætter efter annoncen

"Det er så vigtigt at få en race, som passer til det liv, man kan tilbyde en hund i hver enkelt husstand," siger Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, som er Danmarks største forening for hundeejere af både racehunde og blandingshunde. Ved at vælge en hund, der passer, sikrer man sig et positivt samvær og samliv de næste 10-14 år.

Titler, ære og silkebånd
En hundeudstilling kan bedst sammenlignes med et dyrskue. En autoriseret dommer giver en bedømmelse af din hund, og hvis den bliver bedste hund i sin race, går den videre i konkurrencen med hunde af andre racer, indtil udstillingens samlede vinder kåres, og som med et engelsk låneudtryk får titlen Best in Show. Det er æren, man kæmper om i hundesport, for der er ingen pengepræmier, men masser af ambitioner og konkurrencegejst. Ved denne årets sidste udstilling udkæmpes også en sidste dyst om den ærefulde titel som Årets Hund – altså den mest vindende hund igennem hele år 2017. Hundene bedømmes racevis om formiddagen, og fra kl. 15 begge dage går det løs med de afsluttende finaler i messecentrets runde Hal B.

Til finalen lørdag kan du både møde de godt 250 finalister – og desuden politihunden Theo, der kigger forbi for at lade sig hædre for sine evner. Theo er blevet indstillet som modtager af prisen for Årets Politihund, fordi han snusede sig frem til en 89-årig dement plejehjemsbeboer, der var forsvundet fra sit hjem.

Søndag kåres alle de mest vindende hunde på DKK´s udstillinger inden for alle hunderacer i Danmark, og i år har vi desuden verdenspremiere på ny konkurrence, som kun afvikles på årets sidste udstilling: Bedste Hund af Dansk Race, dvs. Dansk spids, grønlandshund, gammel dansk hønsehund, broholmer og dansk-svensk gårdhund. Sidst men ikke mindst hædres den hund, der har vist sig fra sin allerbedste side og vundet allermest i 2017.

Info

Udstillingens adresse:
MCH Messecenter Herning, Vardevej 1, DK-7400 Herning

Adgang og billetpriser:
Indgangen åbner kl. 07.30, og bedømmelserne starter kl. 9.00.
Voksne: kr. 60,- pr. dag.
Børn: 6-12 år: kr. 10,- pr. dag.
Børn under 6 år: gratis
Familiebillet: kr. 120,- (gælder for 2 voksne + op til 3 børn)
Entré for gæstehund: kr. 90,- (Hvalpe under 3 måneder må ikke medbringes. Husk vaccinationsattest).
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout