Bjarke Kirkegaard Nielsen
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er smart at have programmet til en hundeudstilling i en digital version, hvor alt kan opdateres uden brug af blyant og viskelæder.
Men efter kennelklubben droppede de trykte programmer til fordel for de digitale, har kritikken været til at høre.
Mange gæster ønsker stadig at have et program i en trykt version, og det har kennelklubben nu til en vis grad imødekommet.
Når dørene åbner til den internationale hundeudstilling i Vejen i weekenden, vil det nemlig være muligt at erhverve sig en oversigt over de tilmeldte hunde for hver af dagene i et trykt eksemplar.
Der er trykt 300 eksemplarer til hver af dagene, og de kan købes for 50 kroner pr. stk. i DKK’s informationsstand på udstillingen.
Før man kaster sig ned på sine knæ og jubler over, at ens bønner endelig er hørt, skal man lige være opmærksom på, at oversigten indtil videre blot er et forsøg. Efter udstillingen i Vejen vil DKK vurdere, om antallet af solgte kataloger er nok til at fortsætte med at tilbyde den trykte version.
Dansk kennel Klub anbefaler stadig, at man benytter det elektroniske katalog, da alle opdateringer, som f.eks. sidste øjebliks dommerændringer, vil være med i dette katalog, og så er det jo gratis.