Billedet viser en moderne siberian husky - men forskerne mener, at de ældgamle hunde har lignet meget. (Modelfoto: Shutterstock)

Den gamle antagelse om forholdet mellem mennesker og hunde er, at det var udelukkende arbejdsrelateret, og at mennesker brugte hunde til at assistere dem i jagt. Den antagelse bliver nu udfordret af nye fund og studier. Det ser nemlig ud til, at tidlige sibiriske samlere for 7- 8000 år siden havde et ømt punkt for præhistoriske Plet. Ved at analysere 17 hundegrave i Sibirien, har et hold antropologer fået ny viden omkring forholdet mellem de ældgamle sibiriske samlere og deres pelsede følgesvende, hvem forskerne mener har lignet en meget stor siberian husky. Antropolog ved University of Alberta og ledende forfatter på studiet Robert Losey siger, at hundeejerne almindeligvis levede nær vand, og at regionen omkring Baikal søen og området omkring floderne Angara og Lena, synes at have passet perfekt. Ved at undersøge disse områder, fandt Losey og hans hold ud af, at disse samlere og deres hunde stort set spiste det samme; en diæt bestående af masser af fisk og sæl. – Begravelser af hunde synes at være mere almindelige i områder, hvor diæten var rig på fisk, fordi disse områder også havde den tætteste menneskepopulation – og derfor flest gravsteder, siger Losey til Discovery News. Mennesker fra hyrdesamfund begravede sjældent deres hunde, hvorimod hunde fra jæger/samler samfund, som dem i Siribien, delte et tættere og mere personligt bånd til deres ejere og derfor ofte fik en ceremoniel begravelse – og beviserne tyder på, at det ikke kun var på grund af hundens jagtegenskaber. – Hvis begravelserne af hunde udelukkende var relateret til deres centrale rolle i jagten, burde vi have set sådanne begravelser langt tidligere i historien, forklarer Losey. Niveauet af omhu med hvilke disse hunde var begravet – med genstande som hunden brugte til hverdag i levende live – og nogle gange i selskab af deres menneskelige følgesvend, peger på et specielt bånd, der må have eksistereret mellem disse urmennesker og deres firbenede venner. En hund blev stødt til hvile, med hvad der lignede en lille, rund sten i dens mund. Antropologerne antager, at dette har været en slags legetøj eller en speciel betydningsfuld gestus. Andre præhistoriske hunde er blevet begravet med genstande som skeer og knive. En anden grav viste en mand begravet med sine to hunde, der sirligt var blevet placeret på hver sin side af deres ejer. Måske den mest interessante – og endda rørende – grav indeholdt de ældgamle rester af en hund, hvis ejer kærligt har givet den en halskæde, lavet af fire røde rådyrtænder, omkring halsen. Halskæden var udformet på samme måde og med samme omhu, som halskæder til mennesker dengang blev lavet. Måske denne halskæde, denne sidste gestus, var en måde for dette urmenneske at ære sin bedste ven på. – Jeg tror at jægerne og samlerne på disse kanter så deres hunde som ligeværdige, sågar på et spirituelt niveau, siger Losey. – Menneskene så dem som unikke individer, slutter han. Kilde: Dogtime.com