Han døde en dag i august, hvor varmen efter en lang regnfuld periode i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest. Luften var krydret af sommer og sol. Kornet der som et gyldent tæppe strakte sig ud over landskabet helt op til landsbyen, var tunge af aks, som bøjede sig mere og mere ned mod marken i forventning om den nært forestående høst. Tværs igennem det gyldne landskab havde han også i dag – som så ofte før – taget vejen op til landsbyen.
Han lå fredeligt i græsset, i skyggen af et stort træ ud til landsbygaden. Som om han bare havde lagt sig til hvile i middagens stilhed, i læ mod augustsolens lodrette stråler.
Som så ofte før havde også jeg taget vejen op til landsbyen for at hente ham hjem. I dag uigenkaldeligt for sidste gang. En lastbil havde dræbt ham, da han sin vane tro havde forfulgt det mekaniske uhyre for at jage det på flugt.
Da jeg bøjede mig ned over ham, kunnejeg ikke konstatere nogen sår eller lemlæstelser. Sammenstødet med bilen måtte have været øjeblikkeligt dræbende, tilsyneladende forårsaget af indre kvæstelser. Jeg strøg ham blidt over hovedets silkebløde pels og kæmpede mod en tiltagende sorg: Vi må se at komme hjem, Ricky, hviskede jeg efter en stund og løftede ham forsigtigt op i mine arme. Et par dråber blod dryppede fra hans snude ned på mine lyse sommerbusker og dannede røde pletter. Nænsomt lagde jeg ham ind på bilens forsæde, der hvor han plejede at sidde, nårjeg de andre gange havde hentet ham hjem.
På vejen hjem passerede seks års venskab og samliv revy. Fra den dag han som gravhundehvalp forlod sin moders kennel og fulgte med til sit nye hjem ude på landet. Vejen førte forbi naboen, hvor han snart til daglig havde boltret sig blandt hele det landlige menageri af dyr på en ”Jens Hansens bondegård”. Kom jeg f.eks. ved middagstid kørende forbi på vej hjem, kom han springende hen over markerne diagonalt kørselsretningen og nåede at afskære mig vejen og indhente mig, før jeg bøjede af i svinget.
Standsede jeg da og åbnede bildøren, for at opfordre ham til at hoppe ind for at køre med det sidste stykke vej, fik jeg bare et skævt grin. Han hadede biler af et godt hjerte og skulle ikke nyde noget. Et bedre forhold havde han til hestene, som græssede på marken umiddelbart op til huset. Han forsøgte at nappe dem i haserne, igen det skæve grin, når hesten slog ud, og det lykkedes ham at undvige. Eller når han nappede mig i buksebenet og lod mig forstå: Kom så gamle og se, om du kan fange mig! Så fór jeg efter ham, medens han i zigzag kredsede omkring mig og grinende undveg.
Biler havde han som før nævnt ikke noget godt forhold til. Man kunne jage ham på flugt bare ved at nævne dem. Spurgte jeg ham f.eks. om han ville en tur med ud at køre, sneg han sig ubemærket ind i huset og gemte sig under køkkenbordet.
Forbavsende var altid hans reaktion, når jeg skulle rejse bort for en kortere tid. Selv om jeg havde gjort mig den største umage for ikke at afsløre det, indtraf hver gang det samme, afrejsemorgenen gemte han sig under køkkenbordet.
Naboen plejede at tage sig af ham, når jeg var bortrejst. Vi var nu nået til det sted, hvor en sidevej førte ind til nabogården, og jeg besluttede at give dem lejlighed til at tage afsked med ham, før jeg stedte ham til den evige hvile.
Vi var tre, som lidt senere stod omkring den åbne grav, under valnøddetræet, under hvilken han så ofte havde ligget og hvilet sig.
”Farvel, Ricky – og tak for alt” var de sidste ord, der fulgte med, da han, svøbt i et hvidt linnedklæde, blev lagt til den sidste hvile.
Den dag i august, hvor varmen i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest.
Sommerens smukkeste dag.
I 1986 kom agility til Danmark. Det kan man læse i decemberudgaven af HUNDEN fra 1986. Du får artiklen her
I tog så godt imod vores lille tur rundt i nostalgien i sommerferien, at vi har valgt at fortsætte med det. Her får I et indlæg fra november 1971, som stadig er aktuelt
Denne historie stammer fra oktobernummeret fra 1981. Historien skulle være ganske sand, og det er Staffan Møllerberg, der var sportsreporter på Radio Kronoberg i Sverige
Anicura Odense Dyrehospital har lagt et opslag på Facebook, som i den grad bør give stof til eftertanke
Selvom lørdagen i Ballerup var fantastisk, var der hundehår i suppen, der ødelagde en smule af glæden
Nogle gange ser det nuttet ud, andre gange bliver man nærmest helt forskrækket, når ens hund spræller i søvne. Men hvad drømmer hunde egentlig om
Så blev det mandag. Men sikke en dejlig weekend, vi havde i Ballerup. Her får du lidt billeder
Selvom varmen er ved at være forduftet, skal man fortsat passe på hvepse og bier. Det er rottehunden Tinka et godt eksempel på
Rabies – også kaldet hundegalskab – en livsfarlig sygdom, der heldigvis ikke ses i hunde i Danmark. Den findes dog i landene omkring os, og skal du rejse med din hund, skal hunden være vaccineret mod sygdommen
Det har været en dejlig dag i Ballerup med masser af skønne hunde
Så blev udstillingen I Ballerup afgjort, og det blev en flot finale med en fortjent og fuldstændig vild vinder
Den hund, der 9. september blev aflivet i Tyskland på grund af rabies, kom fra Tyrkiet, som er et af de lande, hvor rabies er udbredt
Nu kan du se alle billederne fra Ballerup
