Han døde en dag i august, hvor varmen efter en lang regnfuld periode i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest. Luften var krydret af sommer og sol. Kornet der som et gyldent tæppe strakte sig ud over landskabet helt op til landsbyen, var tunge af aks, som bøjede sig mere og mere ned mod marken i forventning om den nært forestående høst. Tværs igennem det gyldne landskab havde han også i dag – som så ofte før – taget vejen op til landsbyen.
Han lå fredeligt i græsset, i skyggen af et stort træ ud til landsbygaden. Som om han bare havde lagt sig til hvile i middagens stilhed, i læ mod augustsolens lodrette stråler.
Som så ofte før havde også jeg taget vejen op til landsbyen for at hente ham hjem. I dag uigenkaldeligt for sidste gang. En lastbil havde dræbt ham, da han sin vane tro havde forfulgt det mekaniske uhyre for at jage det på flugt.
Da jeg bøjede mig ned over ham, kunnejeg ikke konstatere nogen sår eller lemlæstelser. Sammenstødet med bilen måtte have været øjeblikkeligt dræbende, tilsyneladende forårsaget af indre kvæstelser. Jeg strøg ham blidt over hovedets silkebløde pels og kæmpede mod en tiltagende sorg: Vi må se at komme hjem, Ricky, hviskede jeg efter en stund og løftede ham forsigtigt op i mine arme. Et par dråber blod dryppede fra hans snude ned på mine lyse sommerbusker og dannede røde pletter. Nænsomt lagde jeg ham ind på bilens forsæde, der hvor han plejede at sidde, nårjeg de andre gange havde hentet ham hjem.
På vejen hjem passerede seks års venskab og samliv revy. Fra den dag han som gravhundehvalp forlod sin moders kennel og fulgte med til sit nye hjem ude på landet. Vejen førte forbi naboen, hvor han snart til daglig havde boltret sig blandt hele det landlige menageri af dyr på en ”Jens Hansens bondegård”. Kom jeg f.eks. ved middagstid kørende forbi på vej hjem, kom han springende hen over markerne diagonalt kørselsretningen og nåede at afskære mig vejen og indhente mig, før jeg bøjede af i svinget.
Standsede jeg da og åbnede bildøren, for at opfordre ham til at hoppe ind for at køre med det sidste stykke vej, fik jeg bare et skævt grin. Han hadede biler af et godt hjerte og skulle ikke nyde noget. Et bedre forhold havde han til hestene, som græssede på marken umiddelbart op til huset. Han forsøgte at nappe dem i haserne, igen det skæve grin, når hesten slog ud, og det lykkedes ham at undvige. Eller når han nappede mig i buksebenet og lod mig forstå: Kom så gamle og se, om du kan fange mig! Så fór jeg efter ham, medens han i zigzag kredsede omkring mig og grinende undveg.
Biler havde han som før nævnt ikke noget godt forhold til. Man kunne jage ham på flugt bare ved at nævne dem. Spurgte jeg ham f.eks. om han ville en tur med ud at køre, sneg han sig ubemærket ind i huset og gemte sig under køkkenbordet.
Forbavsende var altid hans reaktion, når jeg skulle rejse bort for en kortere tid. Selv om jeg havde gjort mig den største umage for ikke at afsløre det, indtraf hver gang det samme, afrejsemorgenen gemte han sig under køkkenbordet.
Naboen plejede at tage sig af ham, når jeg var bortrejst. Vi var nu nået til det sted, hvor en sidevej førte ind til nabogården, og jeg besluttede at give dem lejlighed til at tage afsked med ham, før jeg stedte ham til den evige hvile.
Vi var tre, som lidt senere stod omkring den åbne grav, under valnøddetræet, under hvilken han så ofte havde ligget og hvilet sig.
”Farvel, Ricky – og tak for alt” var de sidste ord, der fulgte med, da han, svøbt i et hvidt linnedklæde, blev lagt til den sidste hvile.
Den dag i august, hvor varmen i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest.
Sommerens smukkeste dag.
Når man har været medlem af Dansk Kennel Klub i 55 år, er hundene ikke bare en hobby, men en livslang passion. For Birte Scheel begyndte det hele som skoleelev i 1970, og siden har hundesporten fulgt hende gennem både opdræt, udstillinger, rejser og dommergerning. Her deler hun sin fortælling om glæden ved hundene – og fællesskabet i DKK:
Vi har været i arkivet med de sort/hvide fotos. Der har vi fundet tre billeder, som vi har lavet til en lille gætteleg
I 1986 kom agility til Danmark. Det kan man læse i decemberudgaven af HUNDEN fra 1986. Du får artiklen her
TV Midtvest rapporterer om flere tilfælde af hjerteorm i det jyske. Læs mere om, hvordan smitten spredes, og hvordan du med en lille indsats kan være med til at forebygge sygdommen i dit lokalområde.
Den islandske fårehund var i 1950’erne tæt på at forsvinde.
Jørgen Metzdorff fortæller her historien om racen, der overlevede takket være få passionerede mennesker.
Der findes næsten ikke noget mere beroligende end synet af en hund, der sover trygt og tungt. Vi har samlet 11 af de mest charmerende og sjove sovetryner, som vores læsere har delt med os, så du kan nyde de mange herlige sovestillinger.
Jeg mødte Cristine Hellström i de travle haller i Fredericia, præcis to år efter at samme udstilling blev startskuddet til en kamp for livet. Her fortæller hun om rejsen fra en terminal diagnose til igen at stå med en hundesnor i hånden.
Opkast og diarré er nogle af de hyppigste grunde til bekymring hos hundeejere, men hvornår er det egentlig alvorligt? Vi gennemgår de mest almindelige årsager, faresignaler, hvordan du bedst hjælper din hund og hvornår du bør søge dyrlæge.
Mange hundeejere fokuserer primært på den fysiske motion, som lange gåture og løbeture. Selvom dette er vigtigt for hundens sundhed, er mental aktivering mindst lige så afgørende for dens generelle trivsel.
Mange hundeejere oplever, at en lang gåtur ikke altid resulterer i en træt hund. Hvis hunden stadig har krudt i bagdelen efter turen, kan det skyldes, at den mangler mental aktivering frem for flere kilometer i benene.
Drømmer du om at se din golden retriever i ringen eller måske endda vinde en officiel titel? Deadline for tilmelding til Golden Show Event i Egtved udløber i morgen ved midnat, så det er nu, du skal slå til for at komme med.
Josie Quintrell er Danmarks eneste specialiserede ulvehundetræner og arbejder for at nedbryde fordomme om de fascinerende og krævende hunde.
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
