Neutralisation? Ny vejledning til landets dyrlæger

12-01-2019 08:30

Astrid Gerd Holtet

Fordele og ulemper ved kastration og sterilisation har været til debat længe. Den Danske Dyrlægeforening har nu lavet en vejledning til landets dyrlæger

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvorvidt – og i så fald hvornår – man skal lade sin hund sterilisere eller kastrere, er et emne, der fylder meget for mange hundeejere. Fordele og ulemper ved de to indgreb, som går under fællesbetegnelsen neutralisation, har været diskuteret og undersøgt en del de sidste par år.

Den Danske Dyrlægeforenings faggruppe for familiedyr, har nu undersøgt den forskning der ligger på området, og har samlet det i en vejledning til landets dyrlæger. Denne vejledning giver et overblik over fordelene, så vel som ulemperne, og kan hjælpe dyrlægerne i vejledningen af deres klienter.

Neutralisering som populationskontrol

Et at de punkter som vejledningen forholder sig til, er brugen af neutraliseringen i forsøget på at begrænse uønskede hvalpe. Ud over at begrænse antallet af uønskede drægtigheder, så peger vejledningen også på, at indgrebene kan sikre at arvelige lidelser ikke videreføres. Dog fremhæver den også at udtalt brug af neutralisering i racer med få individer, kan begrænse den genetiske pulje og dermed øge risikoen for matadoravl.

Fordele ved sterilisation af tæver

Vejledningen peger på at den steriliserede tæve har ingen, eller væsentlig mindre, risiko for udviklingen af:

  • Livmoderbetændelse
  • Kræft i æggestokkene
  • Kræft i skeden
  • Kræft i mælkekirtlerne

Risikoen for kræft i mælkekirtlerne mindske i særdeleshed, hvis steriliseringen foretages inden første løbetid. Foretages den mellem første og anden, mindske den også væsentligt.

Fordele ved kastration af hanhunde

Vejledningen peger også på en række fordele ved kastration af hanhunde. Blandt andet har den kastrerede hanhunde ingen eller væsentlig mindre risiko for udviklingen af:

  • Godartet forstørrelse af prostata
  • Kræft i testiklerne
  • Betændelse i testiklerne
  • Kræft i perinealområdet
  • Betændelse i prostata
  • Perineal brok

Ulemper ved neutralisation

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vejledningen peger dog også på en lang række ulemper ved neutralisering af hunde. For både hanhunde og tæver det gælder det at der er en øget risiko for:

  • For en lang række kræftsygdomme, herunder knoglekræft, kræft i blærevæggen og lymfekræft. Nogle racer er i særlig risiko for udviklingen af disse kræftformer.
  • Øget tendens til pelsforandringer
  • Forsinket lukning af vækstlinjerne i hundens knogler, hvis hunden neutraliseres før puberteten
  • Øget risiko for korsbåndsskader
  • Øget risiko for hofteledsdysplasi, hvis hunden neutraliseres før puberteten
  • Muligvis øget risiko for sygdommene atopisk dermatitis, autoimmun hæmolytisk anæmi, Cushings, Immunmedieret thrombocytopeni, kronisk duodenitis og Lupus erytematosus.

Derudover har hanhunde forøget risiko for overvægt efter en kastration. Tæverne har en øget risiko for en underudviklet vulva, hvis den steriliseres før første løbetid. Derudover har den steriliserede tæve også en øget risiko for urininkontinens – noget der især er gældende for større hunde.

Adfærden påvirkes også af neutraliseringen

Det er ikke kun risikoen for forskellige sygdomme, der påvirkes når hunden neutraliseres. Indgrebene kan også påvirke hundens adfærd. Problemer med falsk drægtighed og hyperseksualitet forsvinder, og risikoen for at hunden strejfer eller urinmarkerer mindskes.

Derimod har den neutraliserede hund, især hvis indgrebet foretages inden for det første leveår, en øget risiko for at udvikle problemer med aggression eller frygtsomhed. Derudover kan man opleve at hunden får en tendens til nedsat træningsrespons. 

Hvad er anbefalingen?

Hvorvidt neutralisation skal anbefales og i givet fald hvornår i hundens liv, afhænger til dels af race og kropsvægt.  Derudover kræver det en vægtning af fordele og ulemper hos den enkelte hund.

Vejledningen peger dog på, at der ses overvejende ulemper ved neutralisering før puberteten eller før første leveår, at den generelle anbefaling er at vente til efter dette tidspunkt.

Har man en nervøs eller frygtsom hanhund, eller er man i tvivl om hvorvidt hundens adfærd vil påvirkes, bør man ifølge vejledningen, altid prøve at lade hunden kemisk kastrere inden, for på den måde at se hvordan den reagerer. Der ligger pt. ikke nogle lignende anbefalinger til tæven, på grund af manglende godkendte produkter til kemisk sterilisation.

Vejledningen peger dog også på, at der fortsat er brug for mere forskning på området, for endeligt at sige, om neutralisering kan forlænge og forbedre hundens liv.

KILDE:
Neutralisering af hund og kat. Den Danske Dyrlægeforening Faggruppe Familiedyr. September 2018

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout