Leg fremmer hukommelsen

18-09-2017 11:56

Astrid Gerd Holtet

Mange bruger leg som belønning i forbindelse med træning, fordi det for nogle hunde virker bedre end en tør godbid. Ny forskning tyder dog på, at leg efter træning også har en hel anden fordel – det hjælper måske hundens hjerne til at lagre dét den lige har lært

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mennesker husker bedre efter en god nats søvn, fordi søvnen hjælper med at få lagret nye minder i hjernen, og nyere forskning viser at det samme formentlig gælder vores hunde. Men måske er det ikke kun søvn, der har en gavnlig effekt på hundenes hukommelse – resultater fra et nyt studie viser, at leg måske også fremmer hundenes evne til at huske det, de har lært.

En europæisk forskergruppe har undersøgt hvordan leg påvirker hundes evne til at huske nye øvelser. De undersøgte to grupper af hunde. Den ene gruppe lærte en ny øvelse, og fik så lov til at slappe af i en halv time. Den anden gruppe lærte samme øvelse, men blev derefter leget med i en halv time i stedet for.  Dagen efter undersøgte forskerne hvor godt hundene huskede den nye øvelse, og resultaterne viste, at det gjorde de hunde, hvor træningen blev afsluttet med leg.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Forskernes konklusion var, at leg – i lighed med søvn – hjælper hundens hjerne til at lagre minder, og dermed styrker legen hukommelsen. Måske er leg altså ikke blot en god belønning, man kan bruge når man træner, men også et værktøj til at hjælpe hundene med at huske nye ting de lærer.

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge og underviser på veterinærsygeplejerskeuddannelsen 

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout