Tine Luther
Der skal ligge seriøse overvejelser til grund for anskaffelse at en hund. Og selvom modtageren har været alle overvejelserne igennem (lige fra tanker om hverdagens pligter i forhold til det at have hund - til de vigtige undersøgelser af nøjagtig hvilken race med deraf følgende behov, der passer ind i husstanden) er det en temmelig dårlig idé at give en hund juleaften. Julen er hektisk Selvom man når frem til, at alle betingelser for at forære en hund er opfyldt, bør hunden IKKE leveres juleaften. Julen er travl, uden rutiner, larmende og hektisk i de fleste hjem. At skifte hjem er stressende nok i sig selv for en hundehvalp – så derfor er der ingen grund til at påføre den yderligere stressfaktorer. Giv i stedet et gavekort med en hund på, en snor, madskål eller lignende juleaften – og så må hvalpen flytte ind senere, når roen atter har lagt sig over hjemmet. Hvis det er et barn, der ønsker sig en hund, skal forældrene naturligvis bakke 100% op og indvillige i at tage ansvar for hunden – ellers må man finde på en anden gave.