Kasper Larsson
Luka kom mandag aften hjem fra en gåtur alene i en slemt tilredt tilstand. I første ombæring troede ejerne, at tæven, der er en blanding mellem en schæfer og en labrador, havde været oppe at toppes med en anden hund, da hun blødte kraftigt flere steder på kroppen. Ejerne fik vasken hunden og stoppet blødningerne, men det viste sig, at blødningerne skyldes noget langt mere makabert og alvorligt. Ejerne skyndte sig til dyrlægen med hunden, der kunne konstatere, at den var blevet skudt med et haglgevær. Derfor måtte Luka en tur på operationsbordet, og få fjernet blyhaglene for ikke at omkomme af blodforgiftning. Den omfangsrige operation tog tre timer, og dyrlægen fjernede i omegn af 200 haglsplinter fra den tilredte hunds krop. Luka er nu på smertestillende medicin, men der er ingen garanti for at hun overlever sine slemme skader. Sagen er nu anmeldt til lokalpolitiet i Billund, hvor der bliver arbejdet på at finde gerningsmanden. Det er dog ikke nogen let forbrydelse at opklare. Luka var væk fra hendes hjem på Grindstedvej mellem Billund og Grindsted i mere end 45 minutter, så derfor kan den have været vidt omkring. – En hund kan jo rende langt, så nu må vi se, om vi kan løbe den op og finde frem til, hvor den er blevet skudt, fortæller Søren Mølby fra lokalpolitiet i Billund. Kilde: Vejle Amts Folkeblad