Bjarke Kirkegaard Nielsen
– Havde det været min gamle puddel på 10 år, havde jeg ikke brugt så mange penge på operationer, men jeg følte, at han skulle have en chance i livet, fortæller Amanda Madsen.
Ej heller, hvis det havde været cancer, havde hun valgt at bruge så mange penge.
– Hvis Whisky havde haft kræft, havde han fået lov at leve, så længe han ikke havde smerter. Jeg har mistet flere hunde på grund af kræft, og jeg vil ikke byde min hund at forlænge livet bare fordi jeg har svært ved at sige farvel, men Whisky er jo bare så ung, og noget i mig sagde bare, at han nok skulle komme over sine vanskeligheder, siger hun.
Men for Amanda er Whisky også meget mere end en hund. Han har været hendes redning ud af et langt forløb med svære angstanfald.
– Jeg har en fortid med mange år som mobbeoffer, og det har sat sig som angst i mig. Da jeg havde det værst, kunne jeg ikke handle ind. Jeg var simpelthen bange for andre mennesker. Skulle jeg handle ind, sørgede jeg for at gøre det på tidspunkter, hvor der ikke var så mange andre i butikkerne. Kom der så alligevel nogen ind i butikken, kastede jeg kurven fra mig og løb ud igen, husker hun og fortsætter:
– Da jeg fik Whisky var han også bange for mennesker, og det blev min opgave at vise ham, at andre mennesker ikke var farlige. Jeg ville jo have, at han skulle have det godt og have det bedste ud af verden. Så selvom jeg var pissebange og angst, så lod jeg som om, det var ok at være ude, for at gøre ham tryg ved det.
Amanda har selv trænet Whisky til at blive den hund, han er i dag. Hun har hele tiden brugt sin intuition, og stolet på, at hun gjorde det rigtige ved at træne Whisky i små skridt.
Og noget tyder på, at hun har fat i noget rigtigt, for det er svært at finde en gladere og venligere hund end Whisky, som dog ikke har den store tålmodighed til at sidde og lytte til sin ejer blive interviewet.
– Det har været dyrt, men jeg fortryder ikke, at jeg har brugt så mange penge på Whisky. Det har ganske enkelt været det hele værd. Han er jo en glad og dejlig hund. Nu skal vi bare træne ham i ikke at være så morsyg, siger Amanda Madsen og griner.
Du kan følge Amanda og Whisky her