Tine Luther
Typisk opdages knækkede tænder ikke, når skaden sker, men først ved et senere dyrlægetjek, fortæller specialdyrlæge Jens Ruhnau i Colliebladet. Fortænder knækker oftest, når hunden apporterer noget hårdt eller leger med sten, hvorimod hjørnetænderne står for skud, når hunden leger eller slås. Kindtænder kan knække ved, at hunden tygger i for hårde ting. Knækker en tand, kan mundhulens bakterier angribe tandnerven. Denne bliver betændt og dør. Derefter bevæger bakterierne sig længere ned og kan føre til tandbylder. Hele historien kan være ganske smertefuld for hunden – og den viser ikke nødvendigvis tegn på smerte. Knækkede tænder kan behandles Det er muligt at behandle en knækket tand. Inden for to døgn kan tandnervens liv ofte reddes med en fyldning. Ved mere alvorlige skader – eller hvis nerven allerede er død – kan man ofte bevare tanden gennem rodbehandling. Det er især vigtigt at bevare hjørnetænderne og de store kindtænder. HUSK at tjekke hundens tænder dagligt, så tandpine undgås. Kilde: Colliebladet