Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
En stand med et formål
Når DKK holder udstilling i Vejen, kan besøgende også møde Genbrugsmastiff på DKK’s fællesstand. Den frivillige organisation har vundet pladsen gennem en DKK-konkurrence, og for Genbrugsmastiff er det en mulighed for at møde hundefolk ansigt til ansigt.
“Vi har været så heldige i en DKK-konkurrence at vinde den her plads på fællesstanden. Man kan komme forbi og få en god snak om redning af danske hunde og støtte et godt formål,” fortæller Tatiana fra Genbrugsmastiff.
På standen har organisationen også ting med, som besøgende kan købe. Beløbet går til de hunde, Genbrugsmastiff får ind.
Fra chihuahua til mastiff
Selvom navnet siger mastiff, hjælper Genbrugsmastiff ikke kun én type hund.
“Det er alle racer. Også selvom det hedder Genbrugsmastiff,” siger Tatiana.
Organisationen arbejder frivilligt med danske hunde, der af forskellige grunde har brug for hjælp. Det kan være hunde fra dyreværnssager, hunde overdraget via politiet eller helt almindelige private indleveringer. Ifølge Tatiana har Genbrugsmastiff hjulpet over 500 hunde de seneste år.
“Vi er en frivillig organisation med hjertet på rette sted. Vi er ikke statstøttet eller fast støttet nogen steder, og vi knokler for at få tingene til at hænge sammen,” fortæller hun.
Man kan også aflevere udstyr
Besøgende kan ikke kun støtte ved at købe noget på standen. Genbrugsmastiff tager også gerne imod brugt hundeudstyr og andre ting, som organisationen kan sælge videre. Pengene går til arbejdet med de hunde, der kommer ind.
Det kan være en sele, en line, et dækken, en kurv eller andet udstyr, som stadig kan bruges. For den ene hundeejer er det måske noget, der ligger bagerst i skabet. For Genbrugsmastiff kan det blive til hjælp for en hund, der har brug for en ny begyndelse.