Derfor er nosework det nye sort

12-11-2019 15:04

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Tina Hougaard og Stine Lerche-Vestergaard fra Powerdog er aktuelle på weekendens Dogdays i Hillerød, hvor de holder en workshop om Nose Work. Vi har snakket med dem om, hvorfor sporten er blevet så populær

Copyright Hunden.dk
Foto: MindDog2019
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den første officielle Nose Work konkurrence fandt sted hos DKK i juni 2017. Siden er Nose Work gået fra at være en sport, man ikke kunne konkurrere i her i Danmark til at være en sport, hvor den ene konkurrence efter den anden må melde udsolgt. Men hvorfor er sporten blevet så populær?

Spørger man Tina Hougaard og Stine Lerche-Vestergaard fra Powerdog er der flere grunde til populariteten.

Copyright Hunden.dkPrivatfoto– Sådan helt basalt, handler det nok om, at det er en sport for alle hunde. Mange sportsgrene for hunde kræver jo, at hunden enten er hurtig eller har en anden spidskompetence. Her skal hunden bare have en snude og en veludviklet lugtesans, og det har alle hunde jo, fortæller Tina Hougaard og fortsætter: 

– Rigtig mange af dem, der har haft svært ved at finde motivation til at træne lydighedstræning med deres hund, starter på Nose Work i stedet, fordi det er noget, alle hunde kan. Med dette dog ikke sagt at man ikke også kan være en sej lydighedshund, der også dyrker Nose Work.

– Ja og så handler det også om, at man kan få lov at nørde med sin hund. I Nose Work har man en helt speciel kontakt med sin hund, da man skal kunne læse de mindste signaler, så man skal virkelig sætte sig ind i sin hund og lære den at kende. Det tror jeg også appellerer til mange, tilføjer Stine Lerche-Vestergaard.


Derudover mener de to også, at det faktum, at sporten er nem at gå til, og man kan træne den hjemme i stuen, gør, at mange har lyst til at dyrke den.

 

– Man kan jo komme hjem fra arbejde og sætte nogle søg op i stuen. Mere kræver det sådan set ikke at træne hunden. Man behøver ikke pakke en masse ting i bilen og køre et eller andet sted hen for at træne, lyder det fra Stine Lerche-Vestergaard, der dog også fremhæver det sociale i sporten som et plus.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Der er rigtig meget socialt i Nose Work. Man lærer sine medkursister at kende og man følger deres udvikling. Derfor er der også rigtig mange, der knytter venskaber i sporten, siger hun.

Som tilskuer er Nose Work ikke nødvendigvis den mest oprivende sport. Man kan selvfølgelig se, når hunden finder noget, men det er også vigtigt, at man ikke kommer til at forstyrre hund og menneske i arbejdet. Derfor er det måske overraskende, at så mange alligevel finder vej til sporten. Det overrasker dog ikke Tina Hougaard.

– Det er jo igen et udtryk for, at sporten er for alle hunde. Har man en hund, der har lidt problemer, er det rigtig godt, at der ikke foregår en masse rundt om den, som den skal forholde sig til. Derfor kan sådan en hund være rigtig god i denne sport, siger hun.

Her får du tre tips fra Tina Hougaard og Stine Lerche-Vestergaard til, hvordan du kan komme i gang med at træne Nose Work derhjemme.

  1. Læg 3-7 godbidder rundt omkring i stuen. Har du børn, er det en god ide at lade dem gemme godbidderne, da de har det med at gemme dem andre steder end vi voksne.
  2. Lad hunden arbejde. Det kan godt være svært at lade være med at hjælpe hunden, men det bliver man nødt til. Man skal huske, at fært vandrer, og derfor skal hunden måske gå en anden vej for at finde frem til godbidden.
  3. Husk at rose hunden gennem øvelsen og efter øvelsen.
Copyright Hunden.dk
Privatfoto

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout