Der var flere medaljer på spil end normalt, da European Open Championship (EOC) i Dog Dancing løb af stablen i Sárvár Arena i Ungarn den 13.-16. november 2025. Sædvanligvis konkurreres der ved de internationale mesterskaber kun i Heelwork to Music (HTM) og Freestyle, men ved EOC kåres der også vindere i Biathlon (ekvipager, der både stiller i HTM og Freestyle) og Teamwork to Music (på dansk kaldet 6+).
Stærk indsats i HTM
I HTM-konkurrencen var der høje forventninger til danskerne både som hold og individuelt. Tidligere på året havde Danmark taget holdsølv til VM og holdguld til NM, og Sidsel Rytcher Lauridsen var både blevet verdensmester og nordisk mester med sin erfarne border collie Shadow. Heldigvis havde holdet ingen problemer med at leve op til forventningerne.
Annette Klink Dalgaard leverede et flot og præcist program til musik fra Star Wars med border collien Quiro. Annette gav en skarp performance som stormtrooper og fik vist, hvor selvstændigt Quiro arbejder i sine positioner.
Louise Vig med miniature american shepherd Snow viste ligeledes et overbevisende program, men i en helt anden genre: Et ”old Hollywood”-inspireret program til sangen ”Yes Sir, That’s My Baby”, som Louise og Snow swingede sig igennem.
Sidsel Rytcher Lauridsen satte prikken over i’et med smukke performances med sine border collier, River og Shadow, som begge kvalificerede sig til den individuelle finale.
Da alle pointene var sat, var det kun tjekkerne, som kunne overhale det danske HTM-hold, der dermed tog sølvet hjem i sikker stil.
Flot dansk Freestyle
I Freestyle-konkurrencen viste de danske ekvipager, at Danmark også i denne disciplin er godt med. Holdet nåede ikke podiepladserne, men leverede fire flotte og solide programmer, der gav en holdplacering som nr. 6 – meget tæt på 5. pladsen.
Sonja Ordell Johannessen og border collien Twostep viste tempo, show og masser af afstandsarbejde i deres program til ”Candyman”. Twostep havde fart i dansepoterne, og Sonja holdt hverken igen med smil eller de indkoreograferede dansetrin.
Annette Klink Dalgaard og Quiro lå længe til en finaleplads efter at have wow’et med deres Zorro-program fyldt med tricks af høj sværhedsgrad. Sidst på dagen røg de desværre ud af top-10 – men de havde til gengæld kvalificeret sig til en plads i Biathlon-finalen.
Louise Vig havde både Snow og australian shepherd Cherie med i Freestyle-konkurrencen. Snow og Cherie har begge et meget stort repertoire af svære og kreative tricks, som virkelig kom til deres ret i deres programmer med hhv. cowboy- og Indiana Jones-tema.
Hattrick fra Sidsel og Shadow
På finaledagen var luften tyk af spænding. I HTM- finalen lå Sidsel og Shadow foreløbigt nr. 1, men med kun få decimaler ned til de nærmeste konkurrenter. Sidsel holdt dog nerverne under kontrol, og hun og Shadow viste endnu en gang et blændende og hæsblæsende program til sangen ”For evigt”. Det indbragte dem guldet, og de kunne dermed gå ud af 2025 som regerende verdensmestre, nordiske mestre og europamestre.
Efter at have været i ringen med Shadow, havde Sidsel kun kort tid til at skifte kostume og varme op med Shadows søn, River, der lå nr. 5 efter indledende runde. Trods tidspres var både River og Sidsel topklar, da de skulle i ringen, og de leverede et lækkert folk-/westerninspireret program med masser af attitude. Det duperede dommerne nok til, at River røg en placering op og endte på 4. pladsen.
Dobbelt gennemslagskraft i Biathlon
Som Biathlon-finalist skulle Annette vælge, om hun og Quiro skulle vise deres HTM- eller Freestyleprogram igen. Pointene for finaleprogrammet kunne være afgørende for deres endelige Biathlon-placering. Annette valgte Freestyle, og det viste sig at være en klog beslutning, for Quiro gav den fuld gas med en imponerende kombination af power og kontrol i de mange svære tricks i koreografien.
I et stærkt felt bibeholdt Annette og Quiro deres 6. plads ud af 16 Biathlon-ekvipager. Det er lidt af en præstation at yde på topplan i to discipliner til samme mesterskab, så der var stor jubel i danskerlejren over denne flotte placering.
To hunde – én guldmedalje
Det var også på finaledagen, at der skulle konkurreres i Teamwork to Music (TTM). I denne disciplin skal der være mere end seks poter/fødder i ringen, så f.eks. én fører med flere hunde eller flere førere med hver sin hund.
Set med danske øjne var der ingen tvivl om, at Louise Vig med Snow og Cherie var vinderne. De viste præcis, hvad TTM bør gå ud på, nemlig synkronicitet og ubesværet samarbejde mellem hundene – en svær kunst, som de fik til at se nem ud. Snow og Cherie lavede både parallelle og spejlvendte øvelser samt tricks, hvor de interagerede, som f.eks. når Snow lavede ottetal mellem Cheries for- og bagben. Alt sammen mens de gennem koreografien fortalte en humoristisk historie til sangen ”Get Me to the Church on Time”.
Dommerne lod sig heldigvis også overbevise af det danske team, så til præmieoverrækkelsen stod endnu en dansker øverst på podiet, mens ”Det er et yndigt land” spillede over højtalerne.
Det var en succesfuld afslutning på en på alle måder hyggelig tur præget af sammenhold og god holdånd. En særlig tak skal lyde til teamleder Heidi Ghiorsi og de danske supportere, der sørgede for, at såvel praktikken som stemningen kørte på højeste niveau.
Det danske landshold bestod af:
HTM:
Sidsel Rytcher Lauridsen med Littlethorn Shadow (Shadow)
Sidsel Rytcher Lauridsen med Born to Dance Riverdance (River)
Annette Klink Dalgaard med Beautiful Borders Quantum Qurt (Quiro) - Biathlon
Louise Vig med Missnutt's Once In A Lifetime (Snow) - Biathlon
Freestyle:
Louise Vig med Missnutt's Once In A Lifetime (Snow) - Biathlon
Louise Vig med Khetashio Increasing Value (Cherie)
Annette Klink Dalgaard med Beautiful Borders Quantum Qurt (Quiro) - Biathlon
Sonja Ordell Johannessen med Born to Dance Twostep (Twostep)
Reserve: Sidsel Rytcher Lauridsen med Born to Dance Riverdance (River)
Teamwork to Music:
Louise Vig med Missnutt's Once In A Lifetime (Snow) og Khetashio Increasing Value (Cherie)
Teamleder:
Heidi Ghiorsi
Holdmedaljer:
HTM
Tjekkiet
Danmark
Italien
Freestyle
Italien
Tjekkiet
Ungarn
Individuelle vindere:
HTM: Sidsel Rytcher Lauridsen med Littlethorn Shadow (Shadow), Danmark
Freestyle: Lucrezia Pireddu med Latin Border Roll in (Fly), Italien
Biathlon: Nicci Hindson med Comebyanaway Wildest Dream (Elsa), Storbritannien
Teamwork to Music: Louise Vig med Missnutt's Once In A Lifetime (Snow) og Khetashio Increasing Value (Cherie), Danmark
Overvægt hos hunde er et problem, som mange ejere overser. Selv få ekstra kilo kan påvirke både trivsel, bevægelighed og levetid.
1. - 3. maj lægger Ansager græs til det største Dobermann VM i 11 år, når 46 ekvipager fra 19 nationer dyster om titlen. Det er en begivenhed, der fejrer både den professionelle brugshund og den menneskelige familiemakker.
Økonomi, livsstil og etiske overvejelser har i 2024 påvirket danskernes valg af hund, forklarer Agrias hundeekspert, Lotte Evers, som analyserer årets top 25 over Danmarks mest populære hunderacer.
Den gule sløjfe er et enkelt, men vigtigt signal i hundeverdenen. Mange hundeejere bruger den som en venlig opfordring til andre om at holde afstand. Det handler ikke om, at hunden er farlig, men om at give den tryghed i situationer, hvor den har brug for ro.
Fredag den 27. marts var dagen, Maria længe havde frygtet og set frem til. Nerverne rasede, og tvivlen sneg sig ind, mens hun gjorde klar til den praktiske eksamen. Ville det tætte samarbejde med den spanske vandhund Svea bære frugt, når det virkelig gjaldt?
Helena Pryssing og hendes yngste hanhund, Shadow var tilbage i marts til Shadows første IGP 3-prøve, hvor de havde valgt at stille op til DDKs VM-kvalifikation. Der var god stemning hele dagen og hyggen var i top, selvom tingene ikke gik helt som håbet. Læs hendes beretning her.
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
Butikskæden NORMAL har taget et stort spring ind på markedet for dyreartikler med åbningen af deres nye koncept, ANIMAL. Den første butik slog dørene op i Aarhus den 1. april, og her er der lagt op til en shoppingoplevelse helt på hundenes præmisser med faste lave priser.
Skal ferien foregå inden for EU’s grænser, kræver det styr på dokumenter og tidsfrister. Her får du et præcist overblik over reglerne for rejse med hund i EU.
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse