Ismail, Giacomo, Sveva og Valdemar har alle fire et tæt samarbejde. Ismail og Valdemar står bag det administrative, imens Giacomo og Sveva står bag sammensætningen og tilberedelsen af produktet. Foto: Avlskovgaard

Mens vi sidder på kontoret og taler om iværksætteri, fremtidsplaner og produktionslinjer, åbnes døren, og Ismails mor træder ind. Duften af friskbrygget kaffe følges af et fad med hjemmebagte kager, som hun sætter på bordet. Det er et øjeblik, der indfanger essensen af de to unge iværksætteres ambitioner. Det er her, i krydsfeltet mellem familiens tryghed og den professionelle ambition, at Ismail og Valdemar på 28 år har valgt at bygge deres fælles livsværk.

”Det er noget vi brænder for, så det er jo et livsprojekt vi har sat i gang. Og vi passer på det, så meget vi nu kan, og lægger så meget tid og energi i det vi nu kan,” fortæller Ismail.

Venskabet mellem de to stiftere går helt tilbage til ”den lyserøde børnehave”, hvor de mødte hinanden som 3-4 årige. Deres forældre var kollegaer, og siden da har de fulgtes ad gennem folkeskolen og gymnasiet. Selvom de i dag er forretningspartnere, er det deres dybe, livslange bånd, der bærer virksomheden igennem de svære perioder. Valdemar forklarer, hvordan iværksætteriet har ændret deres relation: ”Jeg tror godt man kan sige, vi har ikke været tættere, end vi er nu. Når man driver virksomheden, bliver man presset og skal virkelig gå hinanden på og finde ud af, hvordan er man egentlig selv.”

Hundene, der startede det hele. Valdemars gravhund "Hugo" og Ismails rottweiler "Moxi". Foto: Avlskovgaard

Da hunden Hugo mistede appetitten

Idéen til deres projekt opstod ikke i et sterilt kontormiljø, men ud fra en reel bekymring for deres egne hunde. Valdemars far kæmpede hver aften med gravhunden Hugo, der nægtede at spise sit tørfoder. ”Min far stod hver aften med fiskeskind og lidt saucer og leverpostej for at få den til at spise, og den kunne ikke. Altså, den blev jo også tyk,” fortæller Valdemar.

Hunde vænner sig hurtigt til, at der skal noget bedre og mere smagfuldt i skålen, og mange hundeejere kender til følelsen af at ty til det, der lige ligger i køleskabet. Ismail oplevede det samme med sin Rottweiler, Moxi, der var yderst selektiv med sine spisevaner. Ved morgenmaden krævede han selskab, og ved aftensmaden skulle der altid findes noget ekstra at putte på maden. Det var her, de indså, at der manglede en sund og praktisk løsning til de mange danskere, der har en travl hverdag, men som gerne vil undgå salt og usunde ingredienser i hundens madskål.

”Nu gør I det sgu bare. Altså, tag nu fat og brug den her idé,” sagde Valdemars far til sidst, og det blev startskuddet til en rejse, der skulle vise sig at være betydeligt mere udfordrende end først antaget.

To år i maskinrummet

At gå fra en god idé i køkkenet til en godkendt produktion på dansk jord er ikke en proces, der sker over natten. For Ismail og Valdemar tog det to år med forberedelser, før de kunne sende de første produkter ud til kunderne. ”Det vi egentlig troede ville tage et par måneder, endte med at tage os to år,” forklarer de.

I den periode blev de testet på alle fronter, både personligt og økonomisk. Valdemar valgte at flytte ind på et gæsteværelse hos Ismail, for at kunne kanalisere alle ressourcer ind i virksomheden. ”Man bliver eddermame testet på alle ledere og fronter, altså også økonomisk. Fordi du bliver ved med at smide penge i noget, og du bliver virkelig, virkelig testet,” fortæller han.

En af de største øjenåbnere var de strikse krav fra Fødevarestyrelsen. De to venner havde en forestilling om, at reglerne for dyrefoder var mere lempelige end for menneskeføde, men de blev hurtigt klogere. Kravene er omfattende, og alt skal dokumenteres og godkendes på kryds og tværs. Selvom processen var hård, ser de det i dag som en garanti for kvalitet. Det giver dem en ro i maven at vide, at produktet er skabt under de strenge kontroller i Danmark.

Italiensk nørderi i den fynske lade

For at sikre, at hver eneste flaske, der forlader gården, lever op til deres egne høje standarder, har de ansat to eksperter fra Italien: Giacomo og Sveva. Giacomo har en master i Food Science, mens Sveva er uddannet farmaceut. De to medarbejdere bringer en videnskabelig præcision ind i produktionen, som man ikke kan opnå hjemme ved komfuret.

”De har styr på alt sådan noget som pH værdier og temperaturer, tingene skal koge på. De sidder og laver beregninger for, hvor lang tid gryden skal koge for at få x antal smag ud, så vi ikke får for meget i... og så der ikke kommer for lidt smag i,” forklarer Valdemar. Da en hunds næse er ekstremt stærk, er balancen i aromaen helt afgørende for, om produktet virker efter hensigten.

Ismail og Valdemar på lageret, hvor hylderne skal fyldes med produkter. Foto: Avlskovgaard

Engagementet hos teamet er så stort, at Giacomo og Sveva i deres fritid har siddet og udviklet nye idéer, for at udnytte restprodukter fra produktionen. For Ismail og Valdemar er det vigtigt at skabe en arbejdsplads, hvor alle føler ejerskab. ”I skal slet ikke se os som chefer. De er bedre til produktion, end vi var. De har så meget sans for detaljen,” siger Ismail om sine ansatte. De to italienere var faktisk på vej tilbage til Italien, før de fandt fællesskabet på Avlskovgaard, men i dag føler de, at det er deres eget projekt, de driver.

Valget af dansk produktion i 2026

I en globaliseret verden er det ofte fristende for iværksættere at flytte produktionen til udlandet for at holde omkostningerne nede. Men for Ismail og Valdemar har det været et aktivt valg at blive i Odense. ”Vi kører en dansk produktion, vi handler alt ind i EU og i Danmark. Det er ikke billigt at gøre det,” fortæller de.

Grunden til dette valg er enkel: Kontrol og samvittighed. Ved at producere lokalt har de en finger med i hvert eneste trin af processen. De ser selv de råvarer, der kommer ind, og de står selv for at håndtere dem. Det betyder også, at de kan garantere en kontinuerlig proteinkilde. Hvis hunden får et produkt med kylling, så er det 100% kylling, og der er ikke blandet andre proteintyper i. Det er en afgørende faktor for mange hundeejere, der har hunde med følsomme maver eller allergier.

Gennemsigtighed og de juridiske mærkater

Når man læser på en pose hundefoder eller en flaske topping, støder man ofte på begrebet ”animalske biprodukter”. Det er et ord, der kan skræmme mange hundeejere, men hos Avlskovgaard gør de meget ud af at forklare, at det er en juridisk betegnelse. ”Animalske biprodukter er ikke nødvendigvis noget, man hiver op fra en skraldespand. Det er alt fra et dyr, som ikke er tiltænkt menneskeføde,” forklarer Ismail.

Hvis en slagter sælger oksehjerter til en privatperson, er det menneskemad. Men så snart de samme hjerter sælges til hundemad, skal det juridisk kaldes animalske biprodukter. Det har intet med kvaliteten at gøre, men alt med jura at gøre. Ismail og Valdemar ønsker at fjerne tabuet omkring disse mærkater ved at være fuldstændig åbne om, hvad der rent faktisk gemmer sig i deres opskrifter.

Find roden til problemet

Selvom de brænder for at hjælpe ejere med kræsne hunde, er deres vigtigste råd til hundeejeren altid at kigge på hunden først. Hvis en hund pludselig mister lysten til sin mad på grund af alder eller sygdom, er det afgørende at få det undersøgt hos en dyrlæge.

”Vi vil ikke misforstås. Vi er ikke ude at sige, at lige så snart en hund er vendt ryggen til foderet, så køber du vores produkt. Nej. Find ud af, hvad roden til problemet er,” understreger de. Deres produkt er tænkt som et praktisk og naturligt redskab, der kan gøre måltidet lettere og mere varieret, men det må aldrig træde i stedet for en grundig sundhedsvurdering af hunden.

Historien om Avlskovgaard er en fortælling om at vælge den svære vej med dansk produktion, om det tætte bånd mellem to venner og om en passion for at skabe de bedste rammer for vores firbenede venner, alt sammen serveret over en kop kaffe og hjemmebag på en gård i Odense.

Logoet med familiens stuehus.