Tine Luther
Den 45–årige kvinde fra Them, der sidste år på ulovlig vis indførte seks polske hundehvalpe har overtrådt loven i en række henseender. Hvalpene var ikke de otte uger, som loven foreskriver, de skal være, inden de tages fra deres mor. Ej heller var hvalpene rabiesvaccinerede, og de havde hverken hundepas eller sundhedscertifikat. Endelig var kvinden ikke registeret hos Fødevarestyrelsen som importør, og hun har således ikke opnået tilladelse til at videresælge hvalpe. Kvindens ugerninger blev opdaget, fordi hun blev anmeldt at en person, der havde set, at hvalpene var sat til salg på internettet. Vedkommende mente, at der var ugler i mosen og anmeldte derfor sagen. Det er nu fastslået, at kvinden har overtråde både reglerne om veterinærkontrol, indførelse af hunde samt dyreværnsloven, og det blev takseret til 25.000 kr. Beløbet kan måske umiddelbart lyde højt, men taget i betragtning at hvalpene ved videresalg sandsynligvis kunne have indbragt 5000–10000 kr. stykket, er det ikke et specielt stort beløb. Kilde: mja.dk